annonce
20. november nævnte vi, at 600 mere end 25 år gamle Bourgogne-skilte var blevet solgt på auktion hos Cité des Climats et vins de Bourgogne. Der var både skilte med et enkelt Bourgogne AOC og skilte med navnene på de 27 berømte Grand Cru-marker. Alle har de været opstillet langs vejene i distriktet. Priserne spændte fra det, der svarer til 373 kr. til flere tusinde kroner.
Vi nævnte også, at en dansker ifølge Wein.plus var den mest aktive køber med hele 18 skilte for i alt 12.000 kr. Vi ville rigtig gerne høre fra den danske køber, for hvad skal man bruge så mange meget store Bourgogne-skilte til?
Nu har han henvendt sig, og den aktive køber er Claus Broberg, der ejer engros-vinfirmaet C-Wine. Han sad hjemme i Danmark og bød med online.
Man lader sig rive med
– Jeg havde ikke lige forestillet mig at købe hele 18 skilte – jeg havde faktisk besluttet mig for at byde med på kun fire af dem, fortæller Claus Broberg.
– Men man lader sig rive med, og for at sige det lige ud – efter et godt glas Bourgogne-vin lidt senere på aftenen gik der lidt sport i byderiet.
Et par stykker af skiltene skal op at hænge på vinlageret hos C-Wine i Aarhus, og så har Restaurant 1 i samme by købt et par stykker til væggen.
– Men jeg skal selvfølgelig ikke beholde resten – de er jo kæmpestore, lyder det fra Claus Broberg.
annonce