annonce
96.000 euro (cirka 716.000 kr.) lød hammerslaget på en flaske Château Latour 1865 på en auktion hos Christie’s i Hong Kong. Vurderingsprisen lå på “kun” 26.000 euro (cirka 194.000 kr.).
Den kostbare flaske, der er blevet forsynet med ny kapsel og etiket, blev solgt sammen med flere andre meget gamle vine.
Sælgeren af samtlige vine var Artémis Domaines, der ejes af milliardæren Francois Pinaults familie.
Det samlede hammerslag lød på hele 3 millioner euro (cirka 22 mio. kr.).
Blandt de øvrige højdepunkter var salget af en flaske Latour 1961 i flaskestørrelsen Jeroboam – den gik for nøjagtig det samme beløb, 96.000 euro. Den var vurderet til 76.700 euro (cirka 525.000 kr.).
Unge samlere mellem 28 og 44 år
Derudover fik en flaske Chambertin 1865 et hammerslag på 73.700 euro (cirka 500.000 kr.), mens en flaske Montrachet 1864 blev solgt for 51.600 euro (cirka 353.000 kr.). Her lød vurderingerne på henholdsvis 35.400 euro (cirka 242.000 kr.) og kun 17.700 euro (121.000 kr.).
Man kan roligt konstatere, at der stadig er rift om de gamle årgange fra Bordeaux og Bourgogne. Og det er overraskende nok ikke kun aldrende vinsamlere, der har solgt og købt fornemme vine i årtier, der byder om kap og får hammerslagene til at tage himmelflugten. Ifølge Wein.plus var en ud af hver fjerde køber på denne auktion mellem 28 og 44 år gamle. Man kan se flere fotos og læse mere på Christie’s hjemmeside.
annonce