Nyheder

Kastanjeblomster som konserveringsmiddel

I de fleste flasker vin er der svovl som konserveringsmiddel. Nu har man lanceret et nyt middel...

annonce

Kastanjeblomster som konserveringsmiddel

Del artiklen

Langt hovedparten af denne verdens vine får tilsat svovldioxid som konserveringsmiddel. Svovl er et helt naturligt middel – der er jo også svovl på druernes skind – og tilsætningen forhindrer, at vinen oxiderer, og at diverse mikroorganismer får lov til at udvikle sig og gøre den udrikkelig.
Producenter af økologiske vine tilsætter som regel lidt mindre svovl, og dem, der fremstiller naturvine, undgår som regel helt svovltilsætning – hvilket ofte giver problemer med vinens holdbarhed.
Nu er der ifølge Vitisphere kommet et nyt naturligt konserveringsmiddel på markedet, og det er lavet på tanniner fra kastanjeblomster – vel at mærke udelukkende fra han-blomsterne.

En længere rejse

Produktet, som kaldes Chestwine, begyndte sin lange rejse i 2017, hvor et hold portugisiske forskere fandt frem til, at kastanjeblomsternes tanniner højst sandsynligt kunne anvendes som konserveringsmiddel i vin.
I 2019 kom en portugisisk vinkonsulent, Philippe Ortega, ind i billedet og afprøvede med succes det middel, forskerne havde udviklet, hos flere vinhuse i distriktet Vinho Verde i det nordlige Portugal. Og nu har han sammen med tre andre vinkyndige portugisere grundlagt firmaet Tree Flowers Solutions, der har lanceret Chestwine som et pulver.

Let at anvende

Pulveret skulle være nemt at bruge. I princippet går det ud på, at man blander nogle få gram af Chestwine i en spand med 5 liter druemost og hælder indholdet tilbage i tanken med den nypressede druemost.
Firmaet anbefaler, at man derudover også tilsætter midlet før den malolaktiske gæring, under modningen og igen lige før, vinen tappes på flasker.
Gør man det, vil vinene ifølge firmaet kunne holde sig friske i mindst 60 måneder.

annonce