Frankrig er så absolut den største og mest berømte producent af rosévin. Og det skyldes ikke mindst den sart rosa udgave fra Provence. Derfor bragte vi også sidste sensommer en tema-smagning af roséer fra netop dette sydfranske vindistrikt.
Men Italien kan bestemt også byde på dejlig og spændende rosé – eller hvis det skal være korrekt rosato, som det hedder i Italien. Begge dele bliver dog anvendt på vinetiketterne.
Farvepaletten spænder fra det helt lyse i Provence-stil med sarte noter af røde bær til fyldige mørke vine, hvoraf nogle mere minder om lyse rødvine. Og vi har været gennem hele paletten i denne tema-smagning. Dog er den lyse farve, der er den mest populære hos forbrugere verden over, også blevet den herskende, når det gælder italiensk rosé.
For nogle år siden satte forskere ved det franske forskningscenter Centre du Rosé i Vidauban sig for at nærstudere udviklingen af rosévins farve.
Forskerne undersøgte farveintensiteten på 1000 rosévine fra hele verden og kom frem til, at roséernes farve generelt er blevet 50% lysere inden for de sidste cirka femten år!

Verdens fjerde største roséproducent

Nogle af tema-smagningens italienske roséer egner sig perfekt til et afkølet hyggeglas i sommervarmen eller som velkomstdrink til sommerfesten, mens andre vil være glimrende ledsagere til fisk og skaldyr, salater, tapas eller diverse køddelikatesser. Spændvidden i aroma og smag er stor og dermed også anvendelsesmulighederne.
Vi har som altid tildelt de smagte vine fra en til fem stjerner. Vine, der ikke har opnået tre stjerner, undlader vi at anmelde. Listen over de anmeldte vine ses såvel nederst på denne side som på forsiden af VinAvisen sammen med ugens øvrige vinanmeldelser.
Her og nu følger lidt flere ord om den italienske rosato.
Italien er med en årlig produktion på 2 millioner hektoliter rosato verdens fjerde største rosé-producent næst efter Frankrig, Spanien og USA.
Der anvendes en lang række forskellige blå druer til den italienske rosé afhængig af, hvor i støvlelandet man befinder sig. I det nordvestlige Italien bruger man typisk Nebbiolo og Barbera, mens det meste rosé i den centrale del af landet laves på Sangiovese. I Puglia helt nede på hælen er Nero d’Avola og Negroamaro favoritterne.
Som regel er én og samme vin fremstillet på flere druer, og det er i høj grad druevalget, der spiller en rolle for roseernes forskelligartede duft og smag.

Den vigtige udblødning

Men selve fremstillingsmetoden har mindst lige så meget at skulle have sagt, når det gælder rosévinens farve, aroma og tanniner.
Ligesom det meste anden rosé fremstilles den italienske rosato ved, at man lader druemosten ligge og trække farve fra de blå drueskaller – det man med et fint fransk ord kalder for maceration, hvilket betyder udblødning.
Næsten samtlige grønne og blå druer, der bruges til vinfremstilling, har nemlig et totalt farveløst frugtkød, så farven kommer udelukkende fra skallerne.
Alt efter, hvor længe, vinproducenten lader macerationen vare, bliver roséen mere eller mindre mørk i farven. Beslutningen om, hvornår udblødningen skal stoppes, er derfor afhængig af, hvilken farve vinproducenten ønsker, at vinen skal have, men bestemt også, hvor mange smagsstoffer og tanniner, man vil have, mosten skal trække ud af drueskallerne. Udtrækningen kan vare fra nogle få timer til flere dage.
En anden metode til rosé-fremstilling er en let presning af blå druer, og en tredje at blande druesaften fra grønne og blå druer.

Historien om ”Five Roses”

Vi slutter af med en lille historie om rosato. Ifølge flere kilder blev den første italienske rosé tappet på flaske og lanceret i 1943. Det var midt under anden verdenskrig, og en amerikansk general, Charles Poletti, var blevet udstationeret i Salento i Puglia.
Ligeledes i Salento havde familien Leone de Castris fremstillet vin siden 1665. I spidsen for vinhuset var Piero Leone de Castris, og det var ham, der efter sigende for første gang i Italiens historie tappede en rosato på flaske, som han forærede til den amerikanske general.  ”Cinque Rose” (fem roser) stod der på etiketten – en henvisning til, at flere generationer af familien Leone de Castris havde fået nøjagtig fem børn.
Generalen blev begejstret for vinen og ønskede at eksportere den til USA. Vinflasker var dog en mangelvare i Syditalien under krigen, så rosatoen blev – ligesom den, Piero havde foræret Poletti – tappet på nogle af de mange brugte ølflasker, som de amerikanske soldater havde efterladt rundt omkring i området.
Efter ønske fra Poletti blev navnet på vinen ændret til det mere amerikansk forståelige ”Five Roses”. Vinen fremstilles hos Leone de Castris den dag i dag.