annonce

Carole Meredith (f. 1949) kortlagde ved hjælp af DNA-teknologi oprindelsen af de vigtigste druer, som bruges til vindyrkning den dag i dag.
Hun blev født i Wales, hvorfra hun immigrerede med sine forældre – først til Canada og dernæst til Californien, som også blev hendes fremtidige hjem.
Allerede som barn var hun mere end almindeligt interesseret i planter og blomster, og hun endte da også med at blive biolog fra University of California, Davis i 1969. Senere – i 1977 – supplerede hun med en Ph.D. i plantegenetik. Det blev dog druer til vindyrkning, der blev hendes helt store forskningsområde.
Tre år senere blev hun ansat ved universitetets Department of Viticulture and Enology, hvor hun blev udnævnt til professor og forblev i de næste 22 år.
Over alt i Europa anvender man den særlige vinplante art Vitis vinifera, som omfatter omkring 3000 forskellige druesorter, til vindyrkning. Carole Meredith satte sig for at kortlægge familieforholdet for nogle af de mest udbredte druer, og som noget helt nyt anvendte hun DNA-typebestemmelse til at finde frem til dette familieforhold – nøjagtig ligesom man kan gøre det, når det gælder mennesker.
De fleste druer har – også ligesom mennesker – to forældre, og det lykkedes Carole Meredith som den første at finde frem til, at Cabernet Sauvignon-druens ophav er Sauvignon Blanc og Cabernet Franc.
Efterfølgende – og ligeledes ved hjælp af DNA-teknologi – kortlagde hun forældrene til blandt andet Chardonnay, Syrah og Zinfandel.
Hun beviste også, at den californiske drue Zinfandel, den italienske Primitivo og den kroatiske Crljenak Kaštelanski er genetisk identiske og dermed én og samme drue.
Via sit arbejde gjorde hun i høj grad op med de mange myter om druers ophav, som hidtil havde floreret.
I 2003 forlod Carole Meredith sit job på universitetet for at hellige sig sit og sin mands lille vinhus, Leagier Meredith Vineyard, i Napa Valley. I dag har ægteparret lukket vinhuset og er gået på pension.
Kort om personen
Navn:
Carole Meredith
Profession:
Planteforsker
Lokation:
USA









