annonce

VinAvisen handler først og fremmest om vin – og indimellem om spiritus. Det er sjældent, vi skriver om øl, men nedenstående lidt specielle historie faldt vi for.
Udon er tykke, japanske nudler lavet af hvedemel. De kan også købes herhjemme.
Den særlige nudel siges at være opfundet for flere hundrede år siden af munke i Kannon, et 1300 år gammelt tempel i byen Mizusawa i præfekturet Gunma.
Fra munkenes gryder bredte nudelretterne sig til resten af byen, og i dag ligger nudelrestauranterne tæt i såvel Mizusawa, som i området omkring byen.
Og så til det med øllen. Det er den lokale turistorganisation, der har fået ideen – altså at lave en øl brygget på de berømte nudler.
Knuste nudlerne
Mizusawa 15 Udon Ale med 5% alkohol er nu en realitet, virkeliggjort af bryggeriet Sakatsugi i Tokyo. Tallet 15 henviser til hovedvej 15, der fører op til templet. Den er flankeret af så mange nudelrestauranter, at vejen har fået tilnavnet Mizusawa Udon-vejen.
Nudlerne til brygget kommer fra en udon nudelfabrik og består af de store mængder rester, som opstår, når nudlerne klippes til for at være lige lange. Normalt smides resterne ud, men nu fandt de altså anvendelse til et godt formål.
For at få nudlerne til at gære, måtte man først knuse dem, lægge dem i varmt vand og dernæst tilsætte ølmalt-enzymer, hvorved nudlernes stivelsesstoffer blev omdannet til sukker. Det satte gang i gæringen.
Brygget, der er tappet på dåser, skulle have en blid sødme, en anelse frugt og en frisk og sprød eftersmag.
Mizusawa 15 Udon Ale vil snart kunne købes online og vil også blive serveret i flere af nudelrestauranterne i Mizusawa. Og selvfølgelig anbefales brygget som ledsager til netop udon nudelretter.
annonce









