Nyheder

Haut-Brion slår alle rekorder

Vine fra det fornemme Château Haut-Brion i årgange fra 1935 til 2025 kom under hammeren hos Sotheby's. Til sammen indbragte de 25 mio. kr....

annonce

Haut-Brion slår alle rekorder

Del artiklen

I 2025 kunne familien Dillon fejre, at det var 90 år siden, den købte 1. Cru slottet Château Haut-Brion i Bordeaux – og fejringen varer ved her i 2026.
Som vi tidligere har nævnt, er der blandt andet blevet udgivet en ganske særlig bog med udgangspunkt i det righoldige bibliotek over vin og gastronomi, som befinder sig på slottet. Og i den forgangne uge gjaldt det en enestående auktion hos Sotheby’s over 675 partier med flasker direkte fra Haut-Brions kældre i Pessac-Léognan.
Vinene spændte over 90 forskellige årgange fra 1935, hvor familien Dillon erhvervede slottet, til årgang 2025.
Det samlede hammerslag lød på gigantiske 3,4 millioner euro (cirka 25 mio. kr.), og der blev sat 12 nye verdensrekorder, når det gælder bestemte årgange og flaskestørrelser af vin fra slottet. Nedenfor følger fire af rekorderne.

Et fad til 1,2 mio. kr.

* En årgang 1989 i flaskestørrelsen Jeroboam (5 liter eller 7 almindelige flasker). Her lød hammerslaget på 62.500 euro (cirka 467.000 kr.). Den tidligere rekord var 24.783 euro (cirka 185.000 kr.).
* En dobbelt magnum årgang 1989, der gik for 56.250 euro (cirka 420.000 kr.). Her var den tidligere rekord 19.516 euro (cirka 146.000 kr.).
* En magnumflaske årgang 1949, hvis hammerslag var på 23.572 euro (cirka 176.000 kr.). Den tidligere rekord nåede op på 7965 euro (cirka 60.000 kr.).
* En magnumflaske årgang 1935, der opnåede et hammerslag på 8750 euro (cirka 65.000 kr.). Her lød den tidligere rekord på kun 750 euro (cirka 6000 kr.).
Årsagen til nogle af de meget lavere tidligere rekorder er højst sandsynligt, at det er længe siden, der sidst blev solgt en flaske Haut-Brion af netop de årgange eller flaskestørrelser.
Ud over de mange flasker blev der også solgt et helt fad med Haut-Brion årgang 2025. Det gik for et hammerslag på 162.500 euro (cirka 1,2 mio. kr.).

annonce