Romeo Bragato (1858-1913) kaldes for faderen af den newzealandske vinindustri. Han blev født ind i en italiensk familie på øen Lussin Piccolo, som dengang hørte under kejserriget Østrig-Ungarn.
Som ung studerede han vindyrkning og ønologi på vinskolen i Conegliano i Veneto, og fik sin afgangseksamen i 1883.
I første omgang vendte Romeo Bragato tilbage til sin fødeø, hvor han fik praktisk erfaring som ansat vinmager hos et lokalt kooperativ.
I 1889 rejste han til Australien, hvor han fik den fornemme post som vinrådgiver for regeringen i staten Victoria.
Det blev til nogle succesfulde år for Romeo Bragato, og i 1895 blev han ”lånt ud” til den newzealandske regering.
Hans opgave var at undersøge mulighederne for vindyrkning og vinfremstilling på New Zealand. Og det hele resulterede i en rapport fra hans hånd ”Prospects of Viticulture in New Zealand”, som i høj grad banede vejen for den vinindustri, landet har i dag.
I sin rapport udpegede han områder, som ville egne sig til vindyrkning – heriblandt Marlborough, Hawke’s Bay og Auckland.
Han anbefalede også, hvilke druer, man skulle plante, og at man skulle importere podede vinstokke fra Europa, der var resistente over for vinlusen, Phylloxera vastatrix. Årsagen var, at han havde fundet angrebne vinstokke i Auckland.
Det endte med, at Romeo Bragato flyttede til New Zealand, og i 1902 blev han udnævnt til den newzealandske regerings vinrådgiver og fik kontrol over regeringens egne forsøgsvinmarker i Hawke’s Bay og Tauranga. I disse marker plantede han mange nye druesorter og eksperimenterede med nye dyrkningsmetoder.
Han tog også initiativ til særlige vinmarksdage, hvor newzealandske drueavlere og vinproducenter kunne besøge forsøgsvinmarkerne og får mere at vide om hans banebrydende arbejde.
I 1906 udgav Romeo Bragato sit værk ”Viticulture in New Zealand”, og i 1912 forlod han sammen med sin hustru Laura og datteren Miriam New Zealand og slog sig ned i Canada, hvor han døde samme år.