annonce

Dele af den sydafrikanske vinregion Western Cape er blevet ramt af massive oversvømmelser.
Det skete, da floden Breede gik over sine bredder, og det er gået hårdt ud over de vingårde, der ligger langs floden, heriblandt Springfield Estate, Van Loveren Family Vineyards, Bonnievale Wines og Bon Courage Estate.
Hos Springfield Estate blev 90 ud af vingårdens 220 hektar oversvømmet, og 15 hektar vinmarker med små nye vinplanter er simpelt hen revet væk af vandet. Det samme gælder vandingsanlægget og et nyt pumpehus. Alt forsvandt i vandmasserne i løbet af få timer.
Vand i to meters højde
Hos Van Loveren Family Vineyards nåede vandet op i to meters højde og forårsagede store ødelæggelser i vineriet og i vingårdens lager med 1,3 millioner flasker vin.
Vinhusene i de ramte områder anmoder folk om at købe deres vine, så de kan rejse penge til udbedring af skaderne.
Oversvømmelser langs Breede-floden er desværre ikke noget nyt, og producenterne forsøger at holde vandet stangen med diger og mure opført på egen ejendom.
annonce










