Folk og vin

Jean-Charles Boisset

Han er født i Bourgogne og står i dag i spidsen for familiens vinimperium...

annonce

Jean-Charles Boisset

Del artiklen

Jean-Charles Boisset (f. 1969), hvis navn ofte forkortes til JCB, blev født i landsbyen Vougeot i Bourgogne, hvor hans forældre havde grundlagt et vinhus i 1961.
I dag står han i spidsen for familiens vinimperium, Boisset Collection, der omfatter hele 24 vinhuse i Frankrig, Californien og Canada.
Jean-Charles Boisset lærte at smage på vin allerede som en stor dreng, og en af de helt store vinoplevelser fik han på en tur til Californien sammen med sine bedsteforældre. De besøgte Buena Vista Winery, og efter at have smagt husets top-Chardonnay meddelte han, at han ønskede en dag at slå sig ned i USA.
Og det gjorde han – i starten af 1990’erne flyttede han til Californien, hvor han købte vinhuset Lyeth Estates, og i 2003 fulgte DeLoach Vineyards, dernæst Raymond Vineyards – og i 2011 Buena Vista Winery.
Sideløbende med de californiske vinhus-køb grundlagde Jean-Charles Boisset også Domaine de la Vougeraie sammen med sin søster, Nathalie, hjemme i Bourgogne.
Boisset Collections besiddelser i Bourgogne omfatter desuden Bouchard Aîné & Fils, J. Moreau et Fils og Jaffelin. På fransk jord har ejerskabet også bredt sig til vinhuse i Beaujolais, Loire og Rhône.
Jean-Charles Boisset er en stor fortaler for grøn vindyrkning, og samtlige af familiens vinhuse i Frankrig og Californien er i dag økologisk certificerede – flere af dem har også en biodynamisk certificering.
Før de mange opkøb af vinhuse i ind- og udland studerede Jean-Charles Boisset økonomi og administration ved University of London og senere ved University of California. Studierne mundede ud i en Masters of Business Administration ved University of San Francisco.
Han har modtaget adskillige priser og udnævnelser – blandt andet Wine Enthusiasts pris som ”Årets Nyskaber” i 2008. Han er også af Vineyard & Winery Management i 2013 blevet udnævnt til at være ”et af de 20 mest beundrede mennesker i den nordamerikanske vinindustri”.
Privat blev han i 2009 gift med Gina Gallo, der ligesom sin mand har fået vinens verden ind med modermælken. I dag er hun chefvinmager i sin egen families vinhus, E.&J. Gallo Winery.
Sammen med deres to tvillingepiger har parret siden 2011 boet i Robert og Margrit Mondavids forhenværende hjem i Napa Valley.
Adresse: Boisset Collection, 849 Zinfandel Lane, St. Helena, Californien 94574, tlf.: (001) 707 967 7667, e-mail: customerService@Boisset.com, www.boissetcollection.com.

Kort om personen

Navn:

Jean-Charles Boisset

Profession:

Vinproducent

Lokation:

Californien