Folk og vin

Peter Mondavi

Læs om en mand, der har en del af æren for, at Napa Valley i dag er et af verdens førende vinområder, når det gælder fornemme vine...

Peter Mondavi

Del artiklen

Peter Mondavi (1914-2016) blev født i Minnesota af forældre, der var italienske immigranter. Som 8-årig flyttede han med sin familie til Californien, hvor han senere læste økonomi på Stanford University. Efter endt uddannelse i 1937 var han dog ikke færdig med at sidde på skolebænken. Han var blevet interesseret i vinens verden, og næste studie blev derfor ønologi ved University of California.
I 1943 købte hans forældre Charles Krug Winery i Napa Valley.
Dengang blev der stort set kun fremstillet billig bulkvin i Napa – i dag er området et af verdens førende, når det gælder fornemme vine, og det har Peter Mondavi en del af æren for.
Efter faderens død i 1959 overtog han sammen med sin bror, Robert, roret i vinhuset, men efter uoverensstemmelser mellem de to brødre, skiltes deres veje, og Robert grundlagde sit eget berømte vinhus, Robert Mondavi.
Gennem de følgende 50 år videreudviklede Peter Mondavi familiens vinhus, genplantede samtlige vinmarker, lagde om til bæredygtig vindyrkning og indførte den nyeste teknologi i vineriet.
Det var også ham, der introducerede kold gæring i Napa Valley. Hidtil havde vinproducenterne gæret druer til hvidvin ved relativt høje temperaturer, hvilket resulterede i oxiderede vine. Peter Mondavi viste dem, hvordan man ved at gære druerne ved lavere temperaturer kunne fremstille sprøde og friske hvidvine.
Han introducerede også sterilfiltrering og importerede som den første vinproducent i Napa franske egetræsfade til modning af vin.
Peter Mondavi har modtaget masser af hæder for sine bidrag til den californiske vinindustri – blandt andet har Napa Valley Vintners Association udnævnt ham til en af ”Twelve Living Legends in the Napa Valley”.
I 2015 – i en alder af 100 år – overlod han officielt roret i Charles Krug Winery til sine sønner, Marc og Peter. Dog sås han fortsat ofte i vineriet eller på vej op ad trapperne til sit kontor på anden sal for at arbejde.
Årsagen til sit gode fysiske og mentale helbred tillagde han, at han levede et godt liv og drak god vin.

Kort om personen

Navn:

Peter Mondavi

Profession:

Vinproducent

Lokation:

Californien