annonce

Geisenheim universitetet i den tyske by af samme navn blev grundlagt i 1872 og er i dag anerkendt verden over for sin høje kvalitet inden for vinuddannelse og vinforskning.
Men netop i en verden, hvor klimaændringerne byder på så mange udfordringer, når det gælder vindyrkning, er der brug for at have de helt optimale studie- og forskningsrammer. Og det er universitetet godt på vej til at få.
Det drejer sig om to store nye bygninger på tilsammen 7193 kvadratmeter, tegnet af arkitektfirmaet Betz + Kock.
Væksthuse og klimarum
Den ene bygning er viet til forskning og undervisning inden for teknologi. Denne del af universitetets udvidelse, der blandt andet vil omfatte fremstillingsfaciliteter til vin og andre drikkevarer, slår dørene op d. 5. maj.
Den anden bygning vil rumme faciliteter, der gør det muligt for de studerende at forske i, hvordan klimaændringerne påvirker vinstokkene samt vand- og næringsressourcerne i vinmarkerne. Ud fra denne vigtige forskning vil man kunne udvikle strategier for nye måder at dyrke vin på.
Der vil fx være væksthuse og klimarum, hvor man kan eksperimentere med temperaturer og fugtighedsgrader. Laboratorier, kontorer og auditorier vil der også blive plads til i begge bygninger.
Man kan læse mere om udvidelsen universitetets hjemmeside.
annonce









