Nyheder

Vinøs forening for synshandikappede

At være blind eller svagtseende er ingen hindring for at fremstille sin egen vin...

annonce

Vinøs forening for synshandikappede

Del artiklen

Thibaud Vermillard har gennem de sidste 12 år drevet sit eget vinhus, Domaine Ampelhus, i Lunel Viel nær den sydfranske by Montpellier. 
Gennem årene er hans syn på grund af en genetisk sygdom blevet stadig svagere, og i dag er han på vej til at blive blind. Men det har ikke forhindret ham i fortsat at dyrke og fremstille vin – dog med hjælp fra seende i vinmarken.
Og så har han sammen med en sommelier og to blinde medarbejdere i vinhuset grundlagt foreningen Les WineMesCoeurs (mit hjertes vine). Sommelieren, der er seende, er Franck Thomas, der blev kåret som den bedste europæiske sommelier år 2000.

Med lukkede øjne og åbent hjerte

Foreningen inviterer folk med et synshandicap til at deltage i druehøsten, vinfremstillingen og blandingsprocessen til den endelige vin, med hjælp selvfølgelig fra det garvede og ligeledes svagtseende eller blinde vinhus-team. 
Målet er at give deltagerne en oplevelse af, at deres synshandikap ikke behøver at være en forhindring for at arbejde med vinens verden. Som det lyder fra Thibaud Vermillard, så fremstiller de svagtseende og blinde vinen sammen “med lukkede øjne og åbent hjerte”.
Les WineMesCoeurs ønsker også at rejse opmærksomhed omkring det at være synshandikappet. Det gør den blandt andet via de fremstillede vine, som har foreningens navn på etiketten – selvfølgelig også i blindskrift.

Blindsmagninger for seende

Foreningen afholder også blindsmagninger for grupper, der besøger vinhuset. Vinen skænkes i sorte glas, så deltagerne, ligesom de blinde, først skal gætte, hvilken vintype, der er i glasset. 
Det handler også om inklusion – det, at mennesker uanset forskellige forudsætninger og funktionsevne deltager i udviklende fællesskaber.
Årgang 2024 var første årgang vin fra Les WineMesCoeurs. Pengene til at holde foreningen kørende fås via crowdfunding, og finansieringen for i år er allerede i hus i form af 12.880 euro (cirka 96.000 kr.).

annonce