Nyheder

Vinmarker i flammer i Frankrig

Ildebrande hærger Sydfrankrig - men også Loire og Bourgogne er ramt...

annonce

Vinmarker i flammer i Frankrig

Del artiklen

I disse dage kan man læse om katastrofale ildebrande i det sydlige Spanien med flere dødsfald til følge.
Også Frankrig hærges i øjeblikket af ildebrande – heldigvis er der, så vidt vi ved, endnu ikke gået menneskeliv tabt. Men her har ilden, der fortsat breder sig, allerede haft alvorlige følger for mange vinproducenter – især i Sydfrankrig.
Det er frem for alt gået hårdt ud over departementet Pyrénée-Orientales, der grænser op til Spanien.
Meget ofte fungerer vinmarker som brandbælter, hvorved vinstokke og druer skånes (bortset fra, at røgen kan gøre druerne uegnede til vinfremstilling). 
Men i de seneste dage er der meldt om ildebrande i flere sydfranske vinmarker.

Også Loire og Bourgogne er ramt

En af de hårdt ramte vinproducenter er ifølge magasinet Le Figaro Gilles Troullier i Montalba-le-Château i Pyrénée-Orientales. 90% af hans ni hektar vinmarker er blevet flammernes bytte. Det er blandt andet 50 år gamle vinstokke med Carignan-druer, der er gået tabt.
Rigtig mange vinproducenter er evakuerede sammen med tusinder af andre indbyggere i departementet. Og de venter derfor på at kunne komme tilbage til deres vinhuse og marker og vurdere skadernes fulde omfang.
Ilden har også godt fat andre steder i Frankrig – heriblandt i Loire, hvor flammerne blandt andet har ødelagt en vinmark med Marsanne-druer. Ud af de cirka 4000 vinstokke er der nu kun 100 tilbage. Et meget trist syn for producenten.
Også i Bourgogne er der rapporteret om skader i vinmarker på grund af naturbrande. Men omfanget er minimalt sammenlignet med Sydfrankrig.

annonce