Nyheder

70 vinproducenter ladt i stikken

Da et dansk vinfirma for nylig gik konkurs, begyndte kampen for en stor gruppe udenlandske vinproducenter for at få deres vine tilbageleveret...

annonce

70 vinproducenter ladt i stikken

Del artiklen

Det lød lovende, da vinplatformen Kobaj ApS slog dørene op i 2019. Konceptet gik ud på, at vinen blev solgt direkte fra vinproducenten til forbrugeren uden fordyrende mellemled. 
Oprindeligt havde Kobaj intet lager. Handelen fungerede som samkøb, hvor varen blev hentet hjem, når der var solgt mere end en halv palle. Cirka fire år senere gik man over til en traditionel model med lager i Danmark for hurtigere at kunne levere til kunderne. De havde ofte fundet det svært at skulle vente mere end en måned på de bestilte varer.
Indtjeningen fik Kobaj ved at give producenten 85% af salgsprisen og beholde de resterende 15%. Det var i hvert fald den publicerede model. Derudover betalte producenterne en årlig afgift for varetagelse og opsyn med lageret i Hvidovre, hvor vinene lå og ventede på at blive solgt. Hvert kvartal fakturerede producenterne så Kobaj for de solgte vine.
Snart var 400 vinproducenter fra hele verden tilknyttet platformen. Det kørte for Kobaj, der havde adskillige ansatte og salg til forbrugere i Danmark og resten af Nordeuropa.
Men så begyndte det at gå ned ad bakke. Forretningen gav underskud, og d. 10. juli i år meldte Kobaj sig konkurs. 

Jamen, det er jo os, der ejer vinene?

Nu skulle man jo tro, at det var oplagt, at kurator for konkursboet, Njord Law Firm, sørgede for, at flaskerne på lageret blev leveret tilbage til de retmæssige ejere, nemlig vinproducenterne. Som nævnt, så gik forretningsmodellen jo ud på, at producenterne først fik penge, når Kobaj havde fået solgt vinene, som derfor indtil da var i producenternes eje. Det kaldes for en såkaldt konsignations-aftale.
Men nej, til ejernes store forbløffelse har man meddelt, at vinene indgår som en del af konkursboet.
I dag ligger der således vinflasker på lageret til en salgsværdi på næsten 11 millioner kr. Vinene stammer fra omkring 70 mindre vinproducenter fra en række forskellige lande.
En af de producenter, der er kommet i klemme, er Lorenzo Misciattelli, som ejer Castello di Montegiove i det italienske Umbrien. Han har kontaktet VinAvisen og har givet os indsigt i den korrespondance, der efterfølgende har været om sagen mellem kurator og Misciattellis egen advokat.

Strengere forhold i Danmark

En væsentlig årsag til afslaget om, at levere vinene tilbage til ejerne, er, at den aftalte kvartalsvise afregning mellem Kobaj og vinproducenterne efter kurators opfattelse ikke opfylder danske regler om løbende afregning og kontrol ved konsignations-salg.
Det forlanges også, at producenterne ud over kvartalsvise rapporter om salget fra Kobaj, skulle have ført fysisk kontrol med vinene i lageret i Hvidovre. Og det kan jo være temmelig svært, hvis nu man er en vinproducent i New Zealand eller Australien.
Lorenzo Misciattellis advokat har naturligvis sendt en skriftlig indsigelse til kurator, og det samme har mange af de andre producenters advokater.
Misciattelli og cirka 30 af de ramte vinproducenter har også dannet et netværk for at kunne gøre fælles front i sagen.

Kan man stole på danske kontrakter?

– Den danske vinbranche har generelt et godt omdømme blandt vinproducenter i Europa, fortæller Lorenzo Misciattelli. – Og det var netop den tillid, der fik producenterne til at indgå aftaler med Kobaj.
– Jeg har blandt andet talt med en siciliansk vinproducent, der netop havde indledt et samarbejde med Kobaj og havde sendt sit første parti vine afsted til Danmark.
– Hun har fået samme afvisende svar som os andre fra kurator – at hun ikke får vinene tilbage. Hun sagde til mig, at hun havde indgået samarbejdet med Kobaj, fordi man altid kan stole på danskerne.
– Vi indgik en klar aftale om, at vinen forblev vores, indtil den blev solgt, siger Misciattelli. Den aftale bliver nu sat ud af kraft, samtidig med at en enkelt, stor kreditor står til at blive tilgodeset af den samme afgørelse. Det rejser et spørgsmål, der rækker ud over vores egen sag: kan udenlandske leverandører stole på danske kontrakter?

Den største kreditor udpeger kurator

Den store kreditor, Lorenzo Misciattelli nævner, er Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), som kurator har bekræftet er den største kreditor i boet – og som derfor har udnævnt kurator for boet.
– Jeg finder det meget bekymrende, at det i Danmark normalt er den største kreditor i et konkursbo, der har afgørende indflydelse på, hvem der udpeges kurator, siger Misciattelli.
– Det garanterer jo på ingen måde uafhængighed og en retfærdig behandling af kreditorerne, og jeg undrer mig over, hvordan man kan forsvare et sådant system.
Flere af producenterne er også bekymrede for, at der kun kort tid inden Kobaj gik konkurs angiveligt blev lagt et vist pres på fra Kobajs side for at få lagrene fyldt yderligere op med vine. Det skete samtidig med, at der blev afholdt et lagersalg den 26. og 27. juni i år – kun to uger før konkursen. Det er et forhold, producenterne mener bør belyses som en del af konkursbehandlingen.
Kampen om at få vinene frigivet fra boet og leveret tilbage til de retmæssige ejere kan have lange udsigter. Imens ligger vinene på lageret i Hvidovre. Der er rigtig mange hvidvine og roséer imellem, som skulle have været solgt denne sommer. Disse vine kan let ende med at være usælgelige.

annonce