DebatNyheder

Debat: Lande eller smagsprofil og druenavne

Er det helt fint, at vinene i supermarkedernes vinafdelinger er inddelt efter landenavne? Eller ville det være alletiders, hvis man fx havde samtlige hvidvine på Sauvignon Blanc på én og samme reol?

annonce

Debat: Lande eller smagsprofil og druenavne

Del artiklen

I de fleste danske supermarkeder er vinene i vinafdelingen inddelt geografisk ifølge navnene på vinlandene. Det er fint nok for forbrugere, der har lidt styr på vinverdenen og fx ved, at de kan lide italiensk hvidvin og måske endda fra et bestemt vindistrikt. Og når de er ude efter en kraftig krydret rødvin til grillmaden, ved de, at de skal lede under fx ”Frankrig”, hvor de kan finde en god Rhône-vin, eller under ”Spanien”, hvor vinene fra Ribera del Duero kan være et godt bud.
Men nogle forbrugere er på bar bund og aner ikke, hvor de skal begynde at lede, hvis de er på jagt efter fx en let rødvin.
Nogle supermarkeder har forsøgt sig med ikoner eller farvekoder, der – placeret ud for vinene på hyldernes kanter – angiver, om vinen er fx kraftig og krydret eller frisk og tør.
Men der er også de supermarkeder især i udlandet, der har valgt at lave helt om på systemet. Det gælder fx de britiske kæder Tesco og Co-op. Hos sidstnævnte fjernede man i 2023 lande-skiltene og inddelte i stedet for hvid- og rødvinene efter druer eller smagsprofiler. Fx kunne man gå hen til reolen med ”fyldige og eg-modnede” rødvine eller ”friske og krydrede hvidvine”. Og var man vild med Sauvignon Blanc-vin var der også en sektion udelukkende med vine på den drue uanset, hvilket land de kom fra.

Salget steg

Co-op indførte ifølge Kristeligt Dagblad den nye inddeling i mere end 2000 af sine butikker. Efter den første måned, kunne supermarkedskæden registrere, at vinsalget var steget med 5% i forhold til samme periode året før.
Co-ops nye inddeling af vinene skete som følge af en forbrugerundersøgelse blandt kædens kunder. Den viste nemlig, at langt de fleste fandt det ”uoverskueligt” og ”overvældende” at skulle vælge en flaske vin. Det endte derfor oftest med, at de ikke turde prøve noget nyt, men holdt sig til de vine, de kendte.
Andre supermarkeder, der har forsøgt sig med en lignende ”smags-inddeling”, har oplevet en fremgang i salget af vine fra mindre kendte vinlande og -områder.
Hos endnu en britisk supermarkedskæde, Morrisons, droppede man også landenavnene og gik over til en inddeling af vinene ifølge smagsprofiler som ”søde”, ”friske”, ”bløde” eller ”koncentrerede”.

Hvad mener VinAvisens læsere?

Nu kunne vi godt tænke os at vide, hvad VinAvisens læsere mener. Fungerer det helt fint med lande-navne og intet andet i supermarkedernes vinafdelinger? Eller ville det være sagen med en smags- eller drue-inddeling?
Kom gerne med input i kommentarfeltet nedenfor. Om fordele og ulemper – eller måske helt andre bud på, hvordan vinafdelingerne kunne indrettes.

annonce

Giv din mening til kende