annonce

Mere end 20% af Skotland er dækket af tørvemoser – der blandt andet leverer tørv til whiskyindustrien. Uden tørv ville man ikke have den særlige røgede aroma, som kendetegner så mange skotske whiskyer.
Desværre er omkring 80% af tørvemoserne i forfald eller direkte ødelagte, og det kan ende katastrofalt, hvis ikke der bliver sat ind her og nu. Og der er selvfølgelig langt mere på spil end udsigten til færre røgede whiskyer.
Gennem flere tusinde år har tørvemoserne ophobet CO2, og når en sådan mose lider skade, frigives lagrene af kulstof til skade for miljøet. Derudover forsvinder en anden vigtig funktion hos moserne, nemlig deres evne til at holde på vandet, hvilke reducerer risikoen for oversvømmelser.
Det meget rene og klare vand i tørvemoserne anvendes i øvrigt til drikkevand og i whiskyindustrien.
Diageo giver et nap med
Grunden til, at så stort et areal af tørvemoserne i Skotland har lidt en krank skæbne, er den samme som herhjemme, hvor den slags moser også har været langt mere udbredte.
Tørven bliver brændt af, og moserne drænet for vand for at kunne omdanne arealerne til landbrugsjord eller byggegrunde.
Den skotske regering har søsat et projekt, der skal genoprette 250.000 hektar af landets tørvemoser inden 2030.
Og nu har også en af verdens største spiritusproducenter, britiske Diageo, kastet sig ind i kampen om at redde moserne. Det multinationale selskab har øremærket 5 millioner pund (cirka 42 mio. kr.) til genopretning af et 3000 hektar stort areal tørvemoser rundt omkring i Skotland. Og Diageo opfordrer til, at den skotske whiskyindustri også melder sig ind i kampen med større eller mindre projekter.
Et af Skotlands førende røgede whiskymærker, Lagavulin, ejes i øvrigt af Diageo.
annonce








