annonce

81-årige Angus Kerr fra det britiske Surrey er en rigtig glad mand.
I 1971 erhvervede han et fad med single malt whisky fra destilleriet Glenrothes. Han købte det gennem et firma og som ren investering, da han efter eget udsagn er vindrikker og slet ikke bryder sig om whisky.
Han betalte 130 pund (cirka 1135 kr.) for fadet. Uheldigvis gik firmaet konkurs, før Kerr fik sit fad og de endelige papirer, der beviste, at han var ejer af fadet.
Kerr var ikke i tvivl om, at pengene var tabt, og at han aldrig ville se skyggen af sit fad.
Men året efter modtog han en faktura på opbevaring af fadet hos det berømte destilleri The Macallan. Destilleriet har samme ejer som Glenrothes, nemlig The Edrington Group. The Macallan lå også inde med hans ejerbevis.
2000 gange prisen
Fadet har ligget på destilleriets lager i alle årene lige indtil nu, hvor Angus Kerr besluttede sig for at sælge det. Og man må sige at det har være en rigtig god investering.
Fadet er sat til salg for 270.000 pund (cirka 2,4 millioner kr.) hos whiskyhandler Mark Littler. Det er 2000 gange mere, end Kerr oprindelig betalte for det.
En væsentlig årsag til den høje pris er, at det er den ældste whisky fra Glenrothes, der nogensinde er frigivet til salg. Den blev tappet på flasker i 1969 og er dermed 57 år gammel. Sidste år frigav Glenrothes selv sin hidtil ældste whisky, der dog “kun” var 51 år gammel. Der blev kun tappet i alt 100 flasker til en pris af 37.000 pund (cirka 323.000 kr.) flasken.
Et velbevaret indhold
Ifølge Mark Littler er whiskyen i fadet også ualmindeligt velbevaret. Alkoholprocenten er på 42,2%, hvilket er højt for så gammel en whisky. Og heldigvis for det. Ifølge de skotske whisky-regler skal whiskyen være på minimum 40%, for at man kan tappe den på flasker og kalde den for skotsk whisky.
Ofte vil eg-smagen også være blevet for markant i så gammel en whisky, men det er ikke sket i dette tilfælde.
Når whiskyen en dag tappes på flasker, bliver der til 287 styk.
annonce







