annonce

På Institute of Masters of Wine, der har sin base i London, kan man tage det højeste niveau inden for vinuddannelser. Gennemfører man den meget krævende (og kostbare) uddannelse, bliver man Master of Wine.
For nylig blev der udklækket syv nye MW’ere, og sammen med de fire, der bestod den endelige eksamen i februar, er antallet 11 i 2026 – det højeste antal siden 2021, hvor 13 nye MW’ere så dagens lys.
Af de seneste syv, der bestod, var to briter, en kineser, en amerikaner, en portugiser, en canadier og en ungarer. Portugiseren og ungareren er de første fra deres respektive lande, der har opnået den fornemme titel.
Afhandling om brugen af AI
Med de nye hold fra 2026 er der nu 427 Masters of Wine fordelt på 31 lande. Og det er ikke mange MW’ere, når man tænker på, de utallige håbefulde kandidater, der siden instituttet slog dørene op i 1955 har forsøgt at opnå titlen. Kun omkring 10% af dem, der hvert år melder sig til uddannelsen, ender med at bestå den endelige eksamen.
Punktum for de mange teoretiske og praktiske prøver undervejs er en 100-siders afhandling om et selvvalgt vinøst emne med udgangspunkt i videnskab, kunst, kultur, vinhistorie osv.
Ofte er det emner, der er aktuelle her og nu, som fx det, britiske Alice Archer valgte til sin afhandling: “Vurdering af potentialet for at anvende generativ AI til at hjælpe vinproducenter med at skrive fængende beskrivelser på vinetiketterne.”
annonce








