annonce
Hvis man skal på sommerferie til Sardinien, bør man smage nogle af de mange forskellige lokale spiritusser, der fremstilles på øen. Der er blandt andet Mirto, en bittersød likør lavet på bær fra myrtebusken. Og så er der Filu ‘e ferru, der enten destilleres på resterne – drueskind og -kerner – fra vinfremstillingen eller laves ved at destillere selve vinen. Til sidst får brændevinen et ekstra skud aroma ved at blive infuseret med fennikelfrø.
Resultatet er en helt klar og meget stærk spiritus, der indeholder tæt ved 50% alkohol. Den har da også fået tilnavnet “abbardente”, der betyder “vand, der brænder”…
I 1874 blev det forbudt at fremstille Filu ‘e ferru på Sardinien, og øens 40 officielle producenter måtte lukke og slukke.
Jernstænger viste nedgravningsstedet
Der gik dog ikke lang tid, før den illegale fremstilling af Filu ‘e ferru blomstrede. I de sardiske familier var det kvindernes job at destillere, hvilket de gjorde i små kobberkedler.
Myndighederne kom jævnligt på kontrolbesøg for at tjekke, at sarderne nu også overholdt forbuddet. Når det rygtedes, at et sådan besøg var lige om hjørnet, begravede sarderne deres dunke, beholdere og kedler med Filu ‘e ferru i plantager eller skove. Og for at være sikre på, at de kunne genfinde nedgravningsstederne ved en senere lejlighed, satte de jernstænger i jorden de pågældende steder. Deraf navnet på spiritussen. Filu ‘e ferru betyder nemlig jerntråd – eller jernstang på italiensk.
I 1960 ophævede de italienske myndigheder forbuddet mod fremstilling og salg af Filu ‘e ferru.
Sarderne nyder gerne spiritussen iskold – fx til morgenmaden, som velkomstdrink eller ved begravelser.
annonce









