Nyheder

75% af vinmarkerne er karantænezone

Det meste af Slovakiets vinmarksareal er karantæneramt. Og vinstokke hives op og brændes. Alt sammen på grund af et lille insekt...

annonce

75% af vinmarkerne er karantænezone

Del artiklen

Hele 75% af Slovakiets i alt 14.000 hektar vinmarker er i øjeblikket erklæret karantænezone af landets myndigheder. Og omkring 110 hektar vinstokke er blevet revet op og brændt.
Årsagen er spredningen af en af verdens mest frygtede vinmarkssygdomme, flavescence dorée. Den overføres af den amerikanske vincikade, Scaphoideus titanus, der kom til Europa ved et uheld i 1955. Der findes intet middel til bekæmpelse af sygdommen – andet end at rive de inficerede vinstokke op og brænde dem.
I starten af 2026 blev det pålagt de slovakiske vinproducenter at sætte fælder op for vincikaden i vinmarkerne. Går et insekt i fælden, skal det straks rapporteres til myndighederne.

Må først genplante efter to år

Vinproducenter, der har mistet vinstokke, må først genplante efter mindst to år – hvilket selvsagt kan give et ordentligt hak i økonomien, hvis det drejer sig om et større vinmarksareal.
De mest påvirkede vinområder er ifølge det østrigske magasin Der Winzer Nové, Zámky og Kosický kraj.
Herhjemme er vin fra Slovakiet stort set ukendt, og der er derfor nok mange, der ikke just forbinder det lille centraleuropæiske land med vin. Men faktisk har Slovakiet fremstillet vin i mere end 2000 år. Og siden 1993, hvor Tjekkoslovakiet blev opløst, og Slovakiet blev et selvstændigt land, er der sket rigtig meget, når det gælder kvaliteten af vinene. I dag fremstilles der glimrende hvidvine, rødvine og søde vine.                        

annonce