Nyheder

Paris’ store vinfest

En uge i oktober er Montmartre i Paris på den anden ende...

annonce

Paris’ store vinfest

Del artiklen

Der er mange arrangementer og events i Paris, og blandt de største er Fête des Vendanges de Montmartre. Det er en historisk fest i forbindelse med høsten af druerne fra en lille vinmark på Montmartre-højen tæt ved den berømte kirke Sacré-Coeur.
Selve høsten kan man ikke opleve. Til gengæld kan man deltage i den gigantiske fest, der fylder gader, restauranter, barer og caféer i området omkring marken. I år afholdes den 93. udgave af festen fra d. 7. til 11. oktober.
Der vil være parader med udklædte folk, taler, koncerter, vinsmagninger under åben himmel osv. Og særlige arrangementer, der koster penge. Dem kan man lidt senere i år købe billetter til her.
Man kan også besøge vinmarken – dog kun på guidede ture. Men det er muligt at få et godt kig ind over vinstokkene gennem hegnet, hvis man går langs Rue des Saules.
Vinmarken, hvis navn er Clos Montmartre, er kun 1556 kvadratmeter stor. På dette lille areal er der plantet hele 27 forskellige druesorter – heriblandt Gamay og Pinot Noir.
Det bliver kun til 2400 50 cl’s flasker rødvin og rosé årligt. Den er dyr og smager ikke særligt spændende. Pengene, den indbringer, går hvert år til et velgørende formål.

Ikke den eneste vinmark i Paris

Der findes faktisk flere vinmarker i Paris. Ud over den på Montmartre drejer det sig blandt andet om:
* I George Brassens-parken i 15. arrondissement findes en vinmark, Clos des Morillons, med 700 Pinot Noir-vinstokke. Den blev anlagt i 1983.
* I Bercy-parken i 13. Arrondissement findes en lille vinmark med 300 vinstokke.
* Og i det folkelige Belleville-kvarter anlagde man i 1992 en ganske lille vinmark med kun 140 vinstokke, henholdsvis Chardonnay og Pinot Noir.
Også i Saint Germain en Laye, Clamart og Issy-les-Moulineaux er der vinmarker, og dertil kommer alle dem i området uden for byen. I alt tæller regionen Ile-de-France 150 vinmarker, hvorfra der kommer cirka 30.000 flasker vin om året.

Den enkle vin guinget

Engang var produktionen i Paris endnu større. Før jernbanen blev indført og transporterede vin fra Bordeaux, Bourgogne og andre distrikter, var der 42.000 hektar vinmarker omkring byen.
Det var en enkel vin, der kom fra disse marker, mest vinen Guinget, der kom til at lægge navn til mange af byens forlystelseslokaler. Det var en let rødvin, som man især drak på beværtningerne langs Seinen, de såkaldte guinguettes.
“Du vin de Montmartre, qui en boit une pinte, en pisse quatre,” sagde man. På dansk: “Den, der drikker en halv pot Montmartre-vin, tisser to.”

annonce