Nyheder

Rekord for vinmarkspriser i Bourgogne

Mens vinmarkspriserne er faldet i stort set hele Frankrig, går det stadig den stik modsatte vej for priserne i Bourgogne...

annonce

Rekord for vinmarkspriser i Bourgogne

Del artiklen

Hvis man drømmer om at blive vinbonde i Bourgogne, kan man godt finde det store kreditkort frem. I 2024 satte vinmarkspriserne en ny rekord i det berømte franske distrikt.
Ifølge det landsdækkende franske ejendomsfirma Safer, der lever af at sælge landbrugsejendomme og -jord, er gennemsnitsprisen for en hektar vinmark i Bourgognes absolutte top-appellation, Côte-d’Or, i 2024 steget for 28. år i træk. Stigningen lød på hele 11% i forhold til 2023, hvorved prisen pr. hektar for første gang nogensinde nåede op på over 1 million euro (cirka 7,5 mio. kr.).
Vinmarker tilplantet med hvidvinsdruen Chardonnay er i højeste kurs. Her rundede gennemsnitsprisen for en hektar 2,5 mio. euro (cirka 19 mio. kr.), mens det samme areal med den blå Pinot Noir-drue nu ligger på 1 mio. euro (cirka 7,5 mio. kr.).
Côte d’Or, der omfatter appellationerne Côte de Nuits og Côte de Beaune, har et vinmarksareal på 9500 hektar, hvilket er mindre end en tiendedel af Bordeauxs areal med vinstokke. Og der har altid været rift om Côte d’Ors få vinmarker, hvilket forklarer den konstante stigning i priserne.

Nedgang i det meste af Frankrig

Ifølge Safer var der også en lille stigning på 1,7% pr. hektar vinmark i Champagne til 1,12 mio. euro (cirka 8,4 mio. kr.). Distriktet er i forvejen det med den højeste gennemsnitspris pr. hektar i Frankrig.
Men såvel Bourgogne som Champagne stikker ud i forhold til vinmarkspriserne i resten af Frankrig, der alle tog et dyk nedad i 2024. Det gjaldt ikke mindst i Bordeaux, hvor gennemsnitsprisen for en hektar vinstokke faldt for tredje år i træk med yderligere 18% til 112.500 euro (cirka 839.000 kr.). Selv i top-appellationer som Pauillac og Margaux, hvor man finder nogle af de højeste vinmarkspriser, var der et fald efter flere år med stabile priser. I førstnævnte appellation lød nedgangen pr. hektar på 17% til 2,4 mio. euro (cirka 18 mio. kr.) sammenlignet med 2023, mens gennemsnitsprisen i Margaux faldt med 7% til 1,4 mio. euro (cirka 10 mio. kr.).
Ser man på gennemsnitsprisen for en hektar vinmark på landsplan i Frankrig, har der i 2024 været en nedgang på 1,1% til 176.400 euro (cirka 1,3 mio. kr.).

annonce