Nyheder

Pavelig hyldest til whisky

Læs en lille anekdote om en elsket og livsglad pave...

annonce

Pavelig hyldest til whisky

Del artiklen

Med pave Frans’s død har den katolske verden mistet deres overhoved. Blandt dem, der har mødt ham, er minderne mange og gode. Paven var et varmt og åbent menneske – og en mand, der værdsatte god vin. Ofte talte han om sin store glæde for vin, ligesom han ind imellem nævnte vin i sine prædikener.   
Og i 2016 vakte han opsigt med følgende udtalelse til flere tusinde fremmødte på Peterspladsen i Rom – og med henvisning til brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin: ”Vin udtrykker festens overflod og fejringens glæde. Tænk engang, hvis man havde været nødt til at afslutte bryllupsfesten med te – det ville være pinligt.”
Hvordan Vatikanets mediekontor forholdt sig til pavens mange glade udtalelser om vin, forlyder der intet om. Men da paven for nogle år siden hyldede whisky – som han også holdt meget af – blev det for meget for mediekontoret.

Whisky “det sande hellige vand”

Hyldesten af den skotske nationalspiritus fandt sted under et paveligt besøg hos præsteskolen Scots College i Rom. De studerende mødtes med paven og gav ham en gave i form af en god flaske skotsk whisky.
Normalt, når paven modtager gaver, takker han kort og giver gaven til sin assistent. Men denne gang hævede han flasken og sagde ”Questa e la vera acqua santa” – hvilket er italiensk for ”dette er det sande hellige vand”. Ordene blev efter sigende sagt med et glimt i øjet.

Fjernede klippet

Pavens besøg på Scots College blev optaget, og optagelsen skulle indgå i en dokumentarfilm om livet på skolen, instrueret af Tony Kearney. Filmen var færdigklippet og klar til at blive offentliggjort – dog skulle den forinden lige runde Vatikanets mediekontor, som havde udbedt sig retten til en eventuel sidste redigering. Og her fjernede man med det samme klippet med paven og whiskyflasken, hvilket vakte en vis vrede hos filmfolkene.
En lille anekdote om en elsket og livsglad pave.

annonce