annonce
Mindre vin i glasset end der betales for
- 26. april 2025
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Det hænder, at man bestiller et glas vin og bliver lidt skuffet over, at mængden i glasset mere ligner en bundskjuler.
Modsat kan man også være ude for, at glasset er så fyldt, at man godt kan glemme alt om at udføre ritualet med at slynge vinen rundt.
Umiddelbart har vi ikke kunnet finde nogle regler for mængden af fx et glas vin, når det gælder servering på dansk jord. Men i Storbritannien har der siden 1988 eksisteret strikse regler for den mængde, diverse etablissementer skal skænke i glassene, og det omfatter ikke kun vin men også øl og spiritus.
Myndigheden Trading Standards, der skal sørge for, at reglerne overholdes, har foretaget en undercover operation i pubber og barer i Oxfordshire. Her udgav medarbejdere fra myndigheden sig for almindelige gæster, der bestilte diverse alkoholiske drikkevarer. Resultatet af operationen blev, at mere end halvdelen af de drinks, de fik serveret, var under standardmålene.
Reglerne for øl overholdes
Det går vel for en enkelt gang, men hvis man nu er en hyppig pub-gæst og hver gang får mindre i glasset, end man betaler for, så kan det jo blive til en hel del vin, man går glip af på årsbasis.
Ifølge Trading Standards regler, skal et glas vin enten indeholde 12,5 cl eller 17,5 cl alt efter bestilling. Gin, whisky og anden spiritus skal serveres i mængderne 2,5 cl eller 3,5 cl. For fortificerede vine som portvin og sherry lyder mængderne på enten 5 eller 7 cl, mens øl og cider skal serveres i form af 1/3 pint eller 1/2 pint, og glasset skal fyldes til randen.
Selvfølgelig kan samtlige mål multipliceres, så man får serveret større mængder som fx en hel pint. Men måleenhederne skal overholdes – hvis ikke de bliver det, risikerer pubben eller baren at komme på kant med forbrugerbeskyttelses-loven.
Undercover “agenterne” fandt, at hele 75% af de glas vin, de fik serveret, indeholdt for lidt, mens indholdet i hvert andet glas spiritus ligeledes var i underkanten ifølge reglerne.
De ølglade briter kan ånde lettet op – det lader ikke til, at de bliver snydt. Når det gælder det britiske bryg, bliver målene til fulde overholdt.
Trading Standards opfordrer nu pubber og barer over alt i Storbritannien til at få styr på reglerne og mængderne. Og at sørge for, at samtlige medarbejdere benytter dertil egnede måleredskaber.
Som nævnt har vi ikke kunnet finde nogle lignende regler i Danmark. Men hvis man vil se en liste over anbefalede serverings-mængder af diverse alkoholiske drikke på hjemmebane, kan man klikke her.
annonce









