annonce

Henrik L. Sørensen har lagt mærke til, at mange hvidvine fra Bordeaux er lavet på druerne Sauvignon Blanc og Sémillon. Nu vil han godt vide, hvordan det kan være – om det er et specielt godt match, og i så fald hvorfor?
Det er korrekt, at mange Bordeaux-hvidvine især fra distriktet Graves netop er fremstillet på de to druer – selv om vinene herfra godt må laves på enhver kombination af Sauvignon Blanc, Sémillon, Muscadelle og Sauvignon Gris.
Når blandingen er populær, skyldes det netop, at de to druer afbalancerer hinanden på bedste vis. Sauvignon Blanc tilfører vinen intens og frisk frugt samt en dejlig forfriskende syre, som opvejer Sémillon-druens mangel på samme. Til gengæld giver Sémillon vinen tyngde, fylde, struktur og rundhed – og ofte en lidt cremet konsistens.
Man møder også ”drue-ægteskabet” i hvidvine fra de oversøiske vinlande – blandt andet i dem fra Margaret River i Australien.
Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk












