annonce

Der fremstilles mange skønne mousserende vine, og i slutningen af 2024 mødtes 421 af dem i den store internationale konkurrence Effervescents du Monde i Bourgogne.
Champagne, crémant, prosecco, cava, spumante, hvide, rosé og røde, tørre og søde bobler dystede mod hinanden. Her var vine fremstillet på den traditionelle metode med anden gæring på flasker, og vine på Charmat-metoden, hvor boblerne opstår i en tank. Også lav-alkohol vine og mousserende isvin deltog.
Vinene kom fra 20 forskellige lande – dog var 60% af dem franske fra Champagne, Alsace, Bourgogne, Limoux og Bordeaux.
Spanien og Italien var som altid gennem de sidste 22 år, hvor konkurrencen har været afholdt, rigt repræsenteret. Men der var også denne gang rigtig mange vine med fra Belgien, Brasilien og Moldova, ligesom Georgien deltog for første gang.
27 medaljer til Moldova
De mange vine blev bedømt af mere end 80 internationale vinspecialister, og der blev uddelt i alt 79 guldmedaljer og 61 af sølv. De fleste vine på topti listen er franske – hvilket jo ikke kan forundre, da hovedparten af de deltagende vine netop kom fra Frankrig. Med på listen er dog også vine fra Ukraine, Moldova og Brasilien. Og når det gælder medaljer, løb Moldova opsigtsvækkende med hele 27 af dem, hvoraf de 17 var af guld.
Nedenfor bringer vi topti-listen over de mousserende vine, der blev kåret som konkurrencens absolut bedste. Listen omfatter dog hele femten vine, da nogle af vinene opnåede nøjagtig samme point.
Ved at klikke her kan man søge efter medaljetype og lande. Man kan jo selv gå på jagt i Danmark efter de gode bobler, men vi hører også gerne på info@vinavisen.dk, hvis nogle af vinene på topti-listen forhandles herhjemme.
Konkurrencens topti
- Maison du Vigneron, VMQ Brut d’Argent Chardonnay Blanc de Blancs Brut, Frankrig
- Dulong Calvet, Crémant de Bordeaux AOP, Rosé Brut 2023, Frankrig
- Radacini, Vero di Moscato Dulce Vin Spumant de Calitate de Tip Aormat Alb, Moldova
- Champeloup, Saumur Mousseux AOP, Château de Montguéret, Tête de Cuvée, Sec Rosé, Frankrig
- Cave de Beblenheim, Crémant d’Alsace AOC, Pure Sélection, Blanc de Blancs Brut 2020, Frankrig
- Shabo, Primo Secco, Ukraine
- Kriter Brut de Brut – Patriarche Père & Fils, Vin Mousseux Veuve du Vernay Brut Blanc, Frankrig
- Château de Sours, Crémant de Bordeaux AOC, Les Essences de Sours Brut Rosé 2022, Frankrig
- Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne AOC Blanc Brut, Frankrig
- Arthur Metz, Crémant d’Alsace AOP Sans Sulfites Ajoutés Brut, Frankrig
- Cave de Beblenheim, Crémant d’Alsace AOC Blanc Brut, Frankrig
- Cave des Vins Fins de Cruet, Crémant de Savoie AOP Prestige Brut, Frankrig
- Lacheteau, Crémant de Loire AOP Brut, Frankrig
- Champteloup, Saumur Mousseux AOP Château de Montguéret Sec Rosé, Frankrig
- Vinicola Salton, Salton Presecco Branco Brut, Brasilien




annonce