Nyheder

Eksporten af Loire-vin slår rekord

Hvidvin og mousserende vin fra Loire vinder terræn rundt om i verden. I Danmark er vi dog lidt mere tilbageholdende...

annonce

Eksporten af Loire-vin slår rekord

Del artiklen

Eksporten af fransk vin forblev stort set status quo i 2024 med en ganske lille stigning i mængde på 0,7% i forhold til 2023.
Men når det gælder eksporten af vin fra det franske Loire, så tallene ifølge distriktets vinproducentforening, InterLoire, noget mere positive ud. Sidste år steg eksporten med hele 5% i mængde og 5,9% i værdi til 200 millioner euro (cirka 1,5 milliarder kr.) – det største beløb i de sidste 25 år.
I alt blev der eksporteret 55 millioner flasker Loire-vin, hvilket svarer til 22% af produktionen – og en stigning på hele 20% sammenlignet med 2023.
InterLoire har da også gjort en stor markedsførings-indsats rundt omkring på eksportmarkederne i de senere år, og målet er at nå op på en eksport på 30% af produktionen inden 2030.

Nedgang for rosé og rødvin

Loire er kendt for sine hvidvine, selv om der også fremstilles både rosé og rødvin. For de to sidstnævnte vintypers vedkommende var der i 2024 et fald i eksporten på 5%.
Også de mousserende Loire-vine har vind i sejlene. Her lød stigningen i eksporten sidste år på 12% i mængde, ligesom vinene tegnede sig for 35% af den samlede eksport. 
Den større afsætning var at spore hos de fleste aftagerlande af vin fra Loire – dog faldt importen af vinene i såvel Storbritannien som i Danmark.
Loire, der ligger i det nordvestlige Frankrig, har 2200 vinhuse og 42.000 hektar vinstokke, hvoraf 85% er økologisk eller bæredygtigt certificerede.

annonce