annonce
Danmarks bedste sommelier er kun 24 år
- 5 september, 2026
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Man møder dem ofte i de lidt finere restauranter – sommeliererne, der er uddannede til at vejlede i vinvalg til maden.
De danske sommelierer har deres egen forening, Dansk Sommelier Forening, der blev grundlagt i 1989. Dengang bestod den af en lille kreds af ildsjæle med en fælles interesse for vin. I dag tæller foreningen mere end 200 medlemmer.
Dansk Sommelier Forening er også medlem af den internationale moderorganisation, Association de la Sommellerie Internationale (ASI).
Hvert år kåres Danmarks bedste Sommelier efter en teoretisk og praktisk prøve. Blandt prøverne er blindsmagning af en række vine med bestemmelse af druer og lagring, sammensætning af en vinmenu ud fra et udleveret vinkort og en parring af oste med drikkevarer.
Skal videre til Island
I år foregik finalen i DM for sommelierer i Moltkes Palæ i København, hvor tre af de dygtigste sommelierer dystede om vinderpladsen.
Vinderen årgang 2026 blev 24-årige Toke Fiedler Terkildsen. Han kan nu kalde sig for Danmarks bedste sommelier, og d. 19. september rejser han til Island for at deltage i dette års nordiske mesterskab.
Terkildsen er ikke uvant med konkurrencer – og med at vinde. I 2025 vandt han verdensmesterskabet for unge sommelierer i konkurrencen Chaîne des Rôtisseurs Jeunes Sommeliers Competition i Schweiz som den første dansker nogensinde.
Man kan møde den dygtige unge sommelier, hvis man gæster den to-stjernede Michelin-restaurant AOC i København, hvor han har sin daglige gang.
annonce










