annonce
Fra den franske regerings side er der et krav om, at landets vindistrikter skal være CO2-neutrale inden 2050.
Nu har Bourgognes vinråd, BIVB (Bureau Interprofessionnel des Vins de Bourgogne), meldt ud, at målet for neutralitet for distriktets vinproducenter er 2035 – altså 15 år tidligere end krævet.
Ifølge BIVB skyldes en fjerdedel af al den CO2, som Bourgognes vinindustri udleder, vinflaskerne. Og man vil derfor endnu mere målrettet end hidtil forsøge af få producenterne til at anvende lettere flasker.
En af dem, der går i front, når det gælder lettere glasflasker, er et af Bourgognes mest berømte vinhuse, Maison Drouhin. I år vil vinhuset skifte den hidtil anvendte flaske på 520 gram ud med en på 420 gram.
Det vil for Drouhins vedkommende betyde, at der bliver anvendt i alt 500 tons mindre glas til de flasker, vinhuset får leveret hvert år. Og det medfører igen en reducering af CO2-udslippet på 100 tons.
Tunge flasker er langt fra “yt”
Men selv om de lettere vinflasker har gjort deres indtog i Bourgogne, bliver det en større opgave for BIVB at få omvendt samtlige vinproducenter.
For mange af denne verdens forbrugere er der nemlig stadig lighedstegn mellem en tung vinflaske og et indhold af god kvalitet – hvilket selvfølgelig ikke er korrekt.
BIVB har oprettet projekt Objectif Climat (klimamål) som en hjælp til at nå målet om CO2-neutralitet indenfor de næste ti år. Ved at tilmelde sig projektet kan vinproducenterne løbende få gode råd til at skære ned på deres CO2-udslip. Men først skal de registrere sig på en særlig side, WinePilot, og opgive, hvor stort et udslip, deres vinhus tegner sig for. Det er der indtil videre kun 150 ud af Bourgognes i alt 3500 vinhuse, der har gjort. Men det er dog flere end for bare et halvt år siden, hvor antallet lød på sølle 60 styk.
annonce










