annonce

Om et par årtier vil man sikkert kunne se oliventræerne brede sig i vinregionen Württemberg i det sydvestlige Tyskland. Nogle vinproducenter er nemlig så småt begyndt at erstatte vinstokkene med de noget mere eksotiske træer. Det har klimaændringerne og de øgede temperaturer nu gjort muligt.
Men det er ikke kun, fordi det nu er muligt at dyrke oliven på tysk jord, at vinproducenterne er begyndt at gøre det. Oliven kan på længere sigt vise sig at være en mere rentabel indtægtskilde end vin.
De tyske vinproducenter har længe været pressede på økonomien – hvilket blandt andet skyldes, at vinforbruget i Tyskland, ligesom i så mange andre lande, er dalende. Alene i 2023 blev der ifølge Wein.plus solgt 4% mindre vin end året før, og intet tyder på, at skuden vil vende.
Ifølge Württembergs vinproducentforening er antallet af vinhuse i regionen reduceret med hele 64% siden 1990’erne.
Kakifrugter og palmer
Hermann Frisch er en af de vinproducenter i Württemberg, der gradvist erstatter sine vinstokke med oliventræer. Indtil videre har han plantet 30 træer, som han har fået fra Italien og Kroatien. Hans mål er en dag at have en plantage på i alt 100 oliventræer.
Han forventer at kunne høste oliven første gang om cirka 5 år, men der vil gå endnu cirka 10 år, før hvert træ yder det optimale.
Nogle af Frisch’s kolleger har ligeledes kastet sig over oliventræer – en af dem forsøger sig også med dyrkning af palmer, mens en anden satser på figner, kakifrugter og granatæbler.




annonce