En af Sydafrikas store vinproducenter, Jan Boland Coetzee, er død i en alder af 80 år. Vi bringer nedenfor et varmt mindeord om ham, skrevet af Erik Ahlmann, der ejer Tedeum Vin, og som har kendt Jan gennem mange år.

En stor legende er gået bort. Jan Boland Coetzee var en af Sydafrikas nationalhelte og legender.
Han blev født og voksede op på vestkysten nord for Cape Town i en fiskerfamilie. Allerede som stor dreng blev han en fremragende rugbyspiller, der ikke var bange for at gå i infight.
Efter skoletiden studerede han ønologi og kemi på universitetet i Stellenbosch og spillede rugby. Hurtigt kom han på landsholdet, Springbooks, og blev den bedste spiller og den mest elskede på grund af hans frygtløshed og mod.
Dette bemærkede ejeren af Kanonkop, Paul Sauer, og han overtalte Jan til at blive vinmager på vingården. Alt imens Jan stadig studerede på universitetet og spillede rugby.
Jan gik straks i gang med at undersøge vinstokkene og markerne på Kanonkop, hvilket resulterede i, at alle stokkene blev revet op, markerne fik tilført 80 lastbil fulde kalk og blev plantet til med kun rødvinsstokke. Grundstenen til Sydafrikas mest kendte vingård blev lagt. Kanonkop er i dag blandt verdens mest prestigefyldte vingårde – den ligger i top 30.
Efter en række år på Kanonkop fik Jan muligheden for at komme til Dauphin i Bourgogne. Her så han for første gang rigtige Chardonnay-vinstokke. Han gik straks i gang med at smugle dem til Sydafrika – sendte blandt andet stiklinger i chokoladeæsker til sin ven Danie de Wet på vingården de Wetshof. Danie plantede dem, og det blev grundstammen til de fantastiske Chardonnay-vine, vi kender fra Sydafrika i dag.

Efter to år i Frankrig vendte Jan tilbage til Stellenbosch og købte vingården Vriesenhof. Som noget af det første byggede han nye boliger til de ansatte, som i mange år boede bedre end hans egen familie. Dette var uhørt i Sydafrika på den tid. Hovedbygningen Vriesenhof, som vi kender i dag, kom først til senere i slutningen af 1980’erne.
Jan blev en pionér inden for vinindustrien, var ikke bange for at hjælpe andre vingårde med sin viden og kundskaber.
Jan var også foregangsmand med at hjælpe Nelson Mandela med at lave en fredelig overgang fra apartheid til demokrati. Nelson Mandela bad Jan om at hjælpe med at lære ”de sorte” at spille rugby, så alle i Sydafrika havde samme nationalsport. Det gjorde Jan, og allerede i 1995, et år efter apartheids ophør, vandt Sydafrika World Cup med adskillige sorte spillere på holdet.
Jan var også en af stifterne af Cape Winemakers Guild, en organisation, der dels skulle hæve kvaliteten af Sydafrikas vin, og dels via auktion af kvalitetsvine skulle skaffe penge til uddannelse af unge mindre bemidlede inden for vinindustrien. Dette års auktion er lørdag d. 4. oktober.
Jan var og er et forbillede for mange unge i Sydafrika den dag i dag. Han levede spartansk og ydmygt på Vriesenhof og delte gerne ud af sin store viden og filosofi.
For nogle år siden blev Jan æresdoktor på universitetet i Stellenbosch, en titel som hans venner nok tog mere til sig end Jan selv.
Når Jan ikke var beskæftiget med vin, var hans store passion jagt i den afrikanske natur eller fiskeri ved hans elskede sommerhus i Gonnemans Kraal.
Det var netop på en jagttur i Afrika, jeg første gang mødte Jan i begyndelsen af 1990’erne. Det blev til et langt og meget tæt venskab. Jan lærte ikke alene mig om vin, men også mange andre, og vi har meget at takke ham for.

Jan var en mand af meget få ord. Ofte kunne vi køre i bil i mange timer op igennem Afrika, uden at han sagde meget. Han ringede mange gange om ugen og spurgte, ”Haws it Erik” (afrikaans for ”hvordan har du det”). Jeg svarede ”godt”, og han lagde på, inden jeg nåede at sige mere. Han skulle blot sikre sig, at jeg havde det godt.
Jan gik i seng med Solen og stod op med den. Havde aldrig et ur. Så når han ringede om sommeren, var det ofte ved 5-tiden om morgenen.
Mange danske vinfolk har gennem årene besøgt Jan og lært af ham. Engang var der en, der var meget klog på Mouton-vine. Jan lytterede forsigtigt og spurgte til årgang. Gik ned i sin kælder, og kom op med to flasker pakket ind i papir. De var åbnet.
Han skænkede op og spurgte til, hvilken der var hvad, og hvilken der var bedst. Holdet var enig. Den til højre var Mouten’en, og det var den bedste. Jan pakkede ud, og det var Jans egen Vriesenhof Kallistra.
Den kloge sagde stille: Jeg tror, vi sidder ved siden af Vor Herre.
Historierne er mange. Jans klogskab, viden, ærbødighed og ydmyghed var enorm. Derfor blev han en legende. Verden har meget at takke ham for, og vi, der var så heldige at kende ham, kan ikke takke ham nok for, hvad han var for os. Ære Være Jans Minde.
Jan efterlader sig fire børn og fem børnebørn, hvoraf et barnebarn, Samuel, også er en fremragende rugbyspiller. Jans sidste ønske var, at hans aske måtte spredes ud over vandet ved Gonnemans Kraal.
Der vil i næste uge blive holdt en stor mindehøjtidelighed på rugby-stadionet i Stellenbosch. Familien ønsker ikke blomster, men man kan donere penge til en fond til uddannelse af unge. Dette også efter Jans ønske.
Erik Ahlmann