Folk og vin

Hall of Fame: Michel Rolland

Læs om en mand, der gjorde hele verden til sin arbejdsplads...

annonce

Hall of Fame: Michel Rolland

Del artiklen

Michel Rolland (f. 1947-2026) voksede op i hjertet af den franske vinverden, på sine forældres Bordeaux-vinslot, Château Le Bon Pasteur i Pomerol.
I 1972 blev han uddannet som ønolog fra det ønologiske institut i Bordeaux. Året efter slog han sig ned med eget vinlaboratorium i Libourne, hvor han analyserede vinprøver for en række af omegnens vinslotte. Men snart begyndte slotsejerne også at spørge ham til råds, når det gjaldt vinfremstillingen, og det blev startskuddet til den omfattende konsulentvirksomhed, som har gjort Michel Rolland berømt viden om.
Han var indbegrebet af en flyvende vinmager med hele verden som sin arbejdsplads. Flere hundrede vinhuse i blandt andet Frankrig, Italien, Portugal, Tunesien, Argentina, Sydafrika og Chile – ja, endog i Kina og Indien – har haft Michel Rolland med på sidelinjen, når der skulle fremstilles vin.
Typisk for de vine, hvor den berømte konsulent havde en finger med i spillet, var en utrolig fyldig og rund frugtsmag samt en markant fadlagring.
Som vinmager har Michel Rolland både haft venner og fjender. Til vennerne hørte Robert Parker, der har nogenlunde samme vinsmag, og som derfor gang på gang har givet Rollands vine toppoint. Blandt fjenderne var de kritikere, der mente, at vinmageren var med til at ensrette denne verdens vine.
Michel Rolland rejste det meste af året, men basen var stadigvæk Bordeaux og det gamle laboratorium, der har udviklet sig til en større virksomhed, hvor vinprøver fra flere hundrede franske vinhuse hvert år bliver analyseret.
Han boede også i Bordeaux i Château Fontenil, sammen med hustruen Dany Rolland, der også er ønolog, samt døtrene Stephanie og Marie. De har alle tre deres faste gang i laboratoriet.
Derudover ejede han hele tre vinhuse i Argentina – hans andet hjem – der alle hører under firmaet Bodega Rolland. Det drejer sig om Val de Flores, Mariflor og Yacochuya.

Kort om personen

Navn:

Michel Rolland

Profession:

Ønolog/vinkonsulent

Lokation:

Frankrig