Nyheder

800.000 flasker forfalsket champagne

Retssagen mod en champagneproducent, der har indrømmet at have fremstillet "champagne" på blandt andet billig spansk vin, løber i disse dage af stablen i retten i Reims...

annonce

800.000 flasker forfalsket champagne

Del artiklen

Didier Chopin, der ejer champagnehuset af samme navn, sidder i disse dage i retten i Reims, anklaget for at have forfalsket 800.000 flasker champagne.
Chopin har ifølge La Revue du Vin de France indrømmet svindelen – dog “kun” af de 600.000 flasker – og, som han har fortalt i retten, var årsagen, at han havde aftalt at forsyne et par store franske supermarkedskæder, heriblandt Leclerc, med de mange flasker til en forholdsvis lav pris.
Men hans omkostninger til produktion m.m. blev større end forventet, og han ”blev nødt til” at gøre noget for at kunne leve op til aftalen med supermarkedskæderne. Det var startskuddet til svindelen, der fandt sted fra 2022 til 2023…

Billig vin fra Spanien

Didier Chopin fik fat i billig hvidvin fra den franske Ardèche-region samt fra Spanien, tilsatte diverse aromaer, forsynede vinen med bobler via tryktankmetoden og satte sine champagne-etiketter på flaskerne. Som bekendt er det kun mousserende vin fremstillet på godkendte druer fra Champagne-distriktet, der må kaldes for champagne. Og for at fremstille de ædle dråber, skal vinen andengære på flaske.
Det var en nu tidligere ansat hos Champagne Didier Chopin, Ludivine Jeanmingin, der opdagede, hvad hendes chef havde gang i, og alarmerede myndighederne.
Ud over politiet står også den franske appellationsmyndighed, INAO, og Champagnes vinproducentforening, CIVC, bag anklageskriftet mod Chopin. Det samme gør Leclerc, som han nåede at levere de forfalskede flasker til.
Supermarkedskæden fjernede naturligvis flaskerne fra hylderne med det samme, da den blev bekendt med svindelen. Men der var allerede solgt en del flasker – med flere vrede franske forbrugere til følge. “Det er en katastrofal vin – udrikkelig. Det kan ikke være champagne!”, lød kritikken på de sociale medier.
Hvis Chopin bliver dømt, risikerer han op til fem års fængsel samt en klækkelig bøde.

annonce