16 postkort fra Ribera del Duero
Fra Madrid er der kun en times kørsel nordpå til Ribera del Duero – appellationen, hvor man finder nogle af Spaniens absolut bedste rødvine. Det er også her, man finder berømte vinhuse som Vega Sicilia og Dominio de Pingus (der ejes af danske Peter Sisseck).
For nylig var VinAvisen på en tre dages tur med smagninger og besøg hos en stribe af de glimrende vinproducenter. Vi var nede i flere hundrede år gamle vinkældre, oppe i højtliggende vinmarker og mødte ildsjæle, der i den grad brænder for deres vinprojekter.
Oplevelserne har udmøntet sig i en serie på 16 postkort, som vi bringer nedenfor.
annonce
Postkort 1: Vinmarker i 1000 meters højde
I Ribera del Duero breder vinmarkerne sig over 26.600 hektar, og vinen fremstilles af mere end 300 små og store vingårde.
Appellationen, der er en af Spaniens største, har fået sit navn fra floden Duero (ribera betyder flod), som vinmarkerne ligger langs med i en strækning på 115 kilometer.
For 10 år siden var der ikke mange vine fra Ribera del Duero på de danske forretningshylder. Men det er der bestemt ved at bliver rettet op på. År for år bliver sortimentet større, og ifølge Ribera del Dueros vinråd har Danmark importeret 12% flere flasker Ribera-vin i 2025 end året før.
Vinstokkene i Ribera del Duero er plantet i højder fra 720 til mere end 1000 meter over havet. Det er rigtig højt i forhold til mange andre spanske vinområder.
I år 2000 ville det nærmest have været utænkeligt for en Ribera-producent at anlægge en vinmark i 1000 meters højde. Det var alt for koldt dengang, og der var en betydelig risiko for frost i forårsmånederne.
Men den holdning har den globale opvarmning ændret på. Vinmarkerne er krøbet stadig højere op i de køligere højder, hvor druerne får en længere modningsperiode og dermed en bedre balance mellem druesødme og syre. Druernes skind bliver også tykkere, hvilket giver et ekstra skud tanniner til vinen. Højderne er også med til at holde alkoholprocenten nogenlunde i ave.
Postkort 2: Eksperimenterer med resistente druer
Vinhusene tager flere metoder i brug for at tilpasse sig klimaændringerne. Dækplanter mellem vinstokkene er med til at holde på jordens fugtighed. Over alt ser man også bush-vinstokke (ligner små buske) – en gammel dyrkningsmetode, hvor det tætte, grønne løv skærmer druerne for heden og den brændende sol.
Og så eksperimenteres der med tørke- og varmeresistente druer som fx de blå Alicante Bouschet, Gajoarroba og Merenzao og den sjældne grønne drue Rabigato-Puesta en Cruz.
Tinto del país (Tempranillo) er og bliver dog Ribera del Dueros store blå drue, og ifølge appellationsreglerne skal mindst 75% af en rødvin bestå af denne drue.
Vi smagte stribevis af rødvine på de kun tre dage, turen varede. Der var de traditionelle kraftige, koncentrerede og krydrede vine. Men også rigtig mange rødvine i en lettere, mere frugt-rig og saftig stil ført frem af en generation af yngre vinproducenter.
Postkort 3: To brødre med en mission
I en tidligere postkortserie fra Ribera del Duero kan man få mere general information om appellationen – og om dens charmerende hovedby, Aranda del Duero, under hvilken der findes en labyrint af underjordiske kældre.
Her skal det handle nogle af de vinhus-besøg, vi foretog på vores nye tur til appellationen. Og vi vil starte med en ret vild oplevelse i den lille landsby Gumiel de Mercado, der kun har et par hundrede indbyggere.
Brødrene Rodrigo og Asier Calvo er niende generation af en familie, der fremstiller vin i landsbyen. Og hvis der er noget, de to brænder for, så er det deres hjemstavns historiske vindyrkning.
Ud over at drive familievinhuset Bodegas Arrocal har de to også gang i et spændende projekt, Casa Lebai.
Postkort 4: Arbejder uden elektricitet
Familiens vineri fra 1700-tallet ligger stadig i Gumiel de Mercado, og i 2019 begyndte Rodrigo og Asier at fremstille vin i de historiske rammer efter nøjagtig samme metode, som deres forfædre anvendte.
Der er ikke elektricitet i det gamle vineri, så brødrene arbejder der, mens det er lyst eller i skæret fra levende lys.
Druerne kommer udelukkende fra vinmarker, der har eksisteret i landsbyen og dens omegn i flere hundrede år.
Postkort 5: Fodtramp i den store lagar
Når druerne er i hus, trampes de med fødderne i den gamle lagar (stort lavt granitkar).
Resultatet bliver blandt andet til rødvinen Metadiablos, som der kun fremstilles cirka 4000 flasker af årligt. Det er en af disse vine i den nye friske, bløde og saftige stil med en alkoholprocent på omkring de 13,5%. En vin med mindre fadmodning og mere frugt.
Vi skriver “nye” stil, men faktisk var det den stil, der blev fremstillet i Ribera del Duero i gamle dage – før den, vi i dag kalder den traditionelle stil, gjorde sit indtog.
Der er heller ingen tvivl om, at denne mere friske, lettere drikkelige og frugt-rige stil er i tråd med tidens trend for lettere vine.
Postkort 6: Ned i en meget gammel kælder
Midt i Gumiel de Mercado ligger en stor høj, og i den har indbyggerne tilbage i 1300-tallet udhugget kældre, hvor de både fremstillede deres vine, fadmodnede dem og opbevarede dem.
En af disse gamle kældre har Rodrigo og Asier Calvo istandsat og anvender til modning af deres vin fra det historiske vineri.
Vi gik ind ad en lav dør og ned ad en meget snæver og ujævn stentrappe. Der er intet elektrisk lys i disse kældre. Vi nåede til et lille kælderrum med nogle få men meget store fade.
Postkort 7: Fade bygget nede i kælderen
Mens traditionelle Ribera-rødvine modner i små fade, anvender de producenter, der vil genopvække den endnu ældre, blødere og mere frugtdrevne stil, store fade, der afgiver færre tanniner til vinen.
– Vi har selv bygget to af fadene, fortalte Rodrigo. – Alle materialerne har vi bragt ned i kælderen gennem den smalle dør og trappen, og så har vi lavet fadene i lyset fra medbragte lanterner.
Ret vildt, må man nok sige…
En lille film på Casa Lebais Instagramside viser nedgangen og kælderrummet. Der er i øvrigt også flere gode små film og fotos fra arbejdet i det gamle vineri på siden.
Rødvinen Metadiablos kan ikke købes i Danmark. Men det kan til gengæld vinene fra Casa Arrocal, som de to brødre ejer sammen med deres familie. Og det er ligeledes dejlige rødvine – saftige med frugten i front og med en blid syre og undertrykte tanniner. Vinene forhandles af Leisner Vine.
Postkort 8: Dejlige traditionsrige Ribera-vine
Næste stop var Bodegas Balbás, der er grundlagt i 1777, og dermed er Ribera del Dueros ældste vinhus.
Her følte vi snart, at vi var i traditionernes højborg. Vi smagte Balbás Crianza, Reserva og Gran Reserva – traditionelle spanske kategorier, hvortil der knytter sig en række regler om fremstilling og modning.
Det var flotte, fyldige og krydrede rødvine med eg og tanniner og 14,5 til 15% alkohol.
Som en af ejerne, Maria Balbás, udtrykte det:
– Disse tre vine er dybt traditionelle. Vi er tro mod vores rødder og ønsker at vise Tempranillo-druens fulde potentiale som vin, der kan gemmes i de næste måske 30 år.
Hvis man holder af Ribera-vine i den traditionelle stil, så er de tre rigtig dejlige rødvine fra Balbás et godt bud. Herhjemme forhandles vinhusets vine af Vin & Vin.
Ud over de traditionelle vine fremstiller Bodegas Balbás også rødvine i den ”nye”, lettere og mere frugt-rige stil.
Postkort 9: Topvine som i Bourgogne
Jorge Monzón er uddannet ønolog og har arbejdet som vinmager hos Vega Sicilia og hos Bourgognes nok mest berømte vinhus, Domaine de la Romanée-Conti.
Da han kom tilbage til sin hjemby, La Aguilera, i Ribera del Duero, var han opsat på at vise, at man også her kunne fremstille elegante top-vine i burgundisk stil.
I 2010 grundlagde han sit vinhus, Dominio del Águila, i den lille landsby. Han begyndte at opkøbe nøje udvalgte vinmarker, gerne dem i højderne, og nogle af dem med mere end 100 år gamle vinstokke. I dag ejer han 50 hektar fordelt på hele 550 forskellige små håndplukkede marker.
– I mine marker dyrkes der mest Tempranillo, men også en masse andre druer, hvis ophav jeg ikke kender, fortalte Monzón.
Samtlige druer høstes samtidigt, og på spørgsmålet om ikke han ønskede at få opklaret, hvilke andre druer, det drejer sig om, svarede han:
– Det har jeg ikke tænkt mig at få undersøgt. Resultatet er godt, og det er jo det, der tæller.
Postkort 10: Komplekse og elegante vine
Det med resultatet har Jorge Monzón fuldstændig ret i. De rødvine, vi smagte, var helt fantastiske. Og selv om vinhuset kun er 16 år gammelt, er dets vine i dag berømte verden over.
Det er komplekse, elegante og utroligt aromatiske vine i perfekt balance og med en fin syre. Vinene er for de flestes vedkommende ufiltrerede, hvorved ekstra megen aroma er bevaret.
Dominio del Águilas vine forhandles herhjemme af Supervin og DH Wines. Det er vine i den dyre ende af prisskalaen (fra cirka 350 kr. til 1800 kr. for Gran Reserva’en). Men de er hver en krone værd.
Jorge Monzón arbejder med druerne og vinene ligesom sine forfædre. Druerne trampes med fødderne, og vineriet befinder sig i en gammel historisk kælder – en af de mange, der ligger under landsbyen La Aguilera. Nogle af kældrene er udhugget tilbage i 1400-tallet.
Bagefter modnes vinen også i store fade i et af de dybtliggende og dejligt kølige kælderrum. Man kan næsten forbløffes over, at så elegante og vidunderlige vine bliver født i så rustikke omgivelser.
Postkort 11: En grøn drue, der deler vandene
Dominio del Águila fremstiller også enkelt hvidvin. Det var først i 2019, at myndighederne godkendte fremstilling og salg af hvidvin i appellationen Ribera del Duero. Og vinen må kun laves på en enkelt drue, Albillo Mayor.
Også hvidvinen fra vinhuset er glimrende – den koster 749 kr. hos DH Wines. Men under smagningen fortalte Jorge Monzón, at han ikke rigtig brød sig om at lave den, og at det var de andre i teamet, der syntes, han skulle gøre det.
Det er stadig kun omkring 20 vinhuse i Ribera del Duero, der laver hvidvin. Det skyldes måske til dels traditioner, dels at det kun er tilladt at bruge denne ene drue. Det kan måske godt blive lidt trivielt i længden.
Og så er der de producenter, der bare ikke rigtig bryder sig om Albillo-druen – synes, den er for neutral og kedelig. Dem mødte vi også et par stykker af.
Vinhuset Bodegas Carmelo Rodero fremstillede på et tidspunkt en hvidvin på Albillo, men vinmager-teamet syntes ikke, at kvaliteten blev god nok.
– Vi kunne ganske enkelt ikke lide vinen, lød det fra salgsdirektør Pedro del Valle. – Så nu har vi droppet at lave hvidvin og bruger i stedet for Albillo-druen til at give rødvinene mere syre.
Postkort 12: Rødvinene blev smagt først
Carmelo Rodero overvejede også at købe et vinhus i det nordspanske Galicien, der så udelukkende skulle fremstille hvidvin. Det er i Galicien, Spaniens store hvidvins-appellationer befinder sig.
Det er der ifølge Pedro del Valle flere producenter i Ribera del Duero, der har gjort. Hvidvin bliver som bekendt en stadig større forbruger-trend verden over.
Lige uden for Ribera-appellationens grænser fremstilles der hvidvine på både Chardonnay og Sauvignon Blanc. Også af nogle af de vinhuse, der ligger inde i appellationen. De kan så bare ikke sætte et “Ribera del Duero” på etiketten.
Et af disse vinhuse er Viña Sastre, der ud over glimrende rødvine også fremstiller en meget berømmet hvidvin, Flavus, på druen Jaén.
Vi smagte flere hvidvine på Albillo-druen, og de var nu bestemt ikke kedelige. Det var dejlige friske vine med især citrusfrugter og æbler og med en fin rund syre.
Vi smagte også en Albillo-hvidvin fra 2019 fra vinhuset Torremilanos. Og det klæder bestemt druen med lidt alder.
Men Ribera del Duero er og bliver et rødvinsområde. Selv til smagningerne dukkede hvidvinene først op til sidst – efter præsentationen af måske fire til fem rødvine. Det kan man jo godt undre sig over – normalt smager man de letteste vine – hvidvinene – først i en smagning.
Postkort 13: Et far-søn-projekt fuld af musik
Javier Zaccagnini var oprindelig direktør for Ribera del Dueros kontrolråd. Men i 1999 grundlagde han vinhuset Aalto sammen med den anerkendte vinmager, Mariano Garcia, der kom fra Vega Sicilia. Aaltos vine er traditionelle, intense, kraftige, strukturerede og tanninholdige – og blandt Spaniens mest berømte.
Men hos Zaccagnini spirede en drøm om at fremstille en anden type rødvin – en vin af høj kvalitet, udelukkende på Tempranillo, men i en lettere, mineralsk, mere saftig og frugt-rig stil.
I 2007 slog han dørene op for Sei Solo, som fire år senere endte som et far-søn-projekt.
Javier Zaccagnini døde i 2023, så det var sønnen, Michael, der tog imod os, da vi besøgte Sei Solo.
Han er en karismatisk ung vinproducent, der brænder for sit vinprojekt.
Vinhusets navn er opkaldt efter Johann Sebastian Bachs seks violinsonater, Sei Solo. Bach var Javier Zaccagnini yndlingskomponist.
En violin og en plakat med forsiden af Bachs nodebog er da også det første, man møder hos Sei Solo.
Postkort 14: Sunde, gamle vinstokke
De fleste af Sei Solos vinmarker befinder sig omkring landsbyen La Horra i det nordlige Ribera del Duero. Her ligger markerne relativt højt, og der er et køligere mikroklima, hvor druerne beholder deres fine syre og friskhed. Og det er perfekt til den vinstil, Sei Solo stræber efter.
Vinhuset har opkøbt nogle meget gamle vinmarker, og Michael Zaccagnini tog os med ud i en mark med 80 år gamle vinstokke.
– Vores vinmarker har navne. Denne her hedder “slangen”, fordi vi fandt en slange mellem vinstokkene. Vi har også en vinmark, der hedder Wallapop. Det er navnet på den genbrugs-app, vi købte marken gennem, griner Zaccagnini.
”Slangens” vinstokke dyrkes i den traditionelle bægerform (goblet/bush vines), hvilket ifølge Zaccagnini er medvirkende til, at de er blevet så gamle. Det giver en mere naturlig vækstform, færre snitflader gennem årene og en mere jævn saftstrøm.
De gamle vinstokke giver ikke længere så mange druer. I Ribera del Duero er det tilladt årligt at høste op til 7 tons druer pr. hektar. Som Zaccagnini fortalte, så ligger mængden fra “Slangen” på cirka 1,2 tons pr. hektar.
Postkort 15: Kun to vine – men hvilke vine!
Tilbage i vineriet, der er indrettet i en gammel garage for lastbiler, smagte vi de kun to vine, Sei Solo fremstiller. Begge er på 100% Tempranillo.
Sei Solo er topvinen, der altid laves på de bedste udvalgte drueklaser, mens Preludio del Sei Solo er “andenviolinen”, som fremstilles på de resterende druer. Den samlede produktion ligger på cirka 22.000 flasker vin, hvoraf top-vinen kun udgør omkring de 9000.
Og sikke vidunderlige rødvine. Sei Solo 2023 er en koncentreret, silkeblød vin med et delikat opbud af friske mørke bær, en fin mineralsk note, en sart krydring og en sprælsk syre. Tanninerne er bløde og afrundede.
Preludio del Sei Solo skuffede heller ikke. Den er intens, rund og blød med mørke blommer og blåbær.
De bløde tanniner og den friske frugt skyldes blandt andet, at vinene modnes i store 600 liters fade.
Begge vine forhandles herhjemme af Theis Vine. Her kan man blandt andet få Sei Solo 2022 til 650 kr. og Preludio i samme årgang til 400 kr.
Postkort 16: Flere vinhuse – og kød i lange baner
På den tre dage lange tur til Ribera del Duero fik vi også smagt dejlige vine fra de anerkendte vinhuse Matarromera, LLeiroso og Figuero, der brillerede med rødvinen Tinus.
Det blev også til skønne dråber fra Emilio Moro og Tinto Pesquera, hvorfra vi blandt andet nød top-vinen Janus.
Og hvad spiser man så typisk til rødvinene fra Ribera del Duero? Ja, hvis man bor i regionen, kommer der ofte kød på bordet og rigtig meget af det, og det er mad, der står perfekt til de kraftige Ribera-vine.
En traditionel menu kan fx bestå af en forret af smagfulde pølser med brød til, mens hovedretten er lam eller måske delikatessen tyrehaleragout. Grøntsager er der ikke mange af. Dejlige skaldyr, oste og kager fik vi også serveret.
Hvis man besøger Ribera del Dueros hovedby, Aranda del Duero, bør man spise hos La Pícara Gastroteca. Maden i denne uhøjtidelige restaurant er fantastisk lækker. Den tager udgangspunkt i traditionelle retter, der dog får et tvist og serveres i små tapaslignende ”hapser”.
Hermed sætter vi punktum for oplevelserne i Ribera del Duero. Vi kan kun anbefale, at man tager en tur til det dejlige spanske vinområde – også selv om man er vegetar!