23 postkort fra Ribera del Duero
annonce
Postkort nr. 1 fra Ribera del Duero: Spaniens nye store stjerne
Det spanske vindistrikt Ribera del Duero regnes af mange som den nye store stjerne på den spanske vinhimmel. Distriktet ligger i Castilla-León – kun en times kørsel nordpå fra Madrid.
Ribera betyder flodbred og henviser til floden Duero, der løber gennem distriktet og sørger for vand til vinmarkerne. Markerne ligger i en højde af 700 til 800 meter over havets overflade, men man fornemmer det ikke, for det er et forholdsvis fladt højland, floden skærer igennem.
I Ribera del Duero blev der sidste år fremstillet 80 millioner flasker vin af de i alt 274 vinhuse – hvoraf enkelte er blandt verdens mest berømte. Det gælder blandt andet Vega Sicilia og Dominio de Pingus, der ejes af danske Peter Sisseck.
Men før vi tager på besøg hos nogle af de førende vinhuse, skal vi udforske distriktets hovedstad, Aranda de Duero.
Postkort nr. 2 fra Ribera del Duero: Distriktets charmerende hovedstad
Aranda de Duero er en charmerende og pulserende by med omkring 33.000 indbyggere. Den har en hyggelig gammel bymidte, hvis hovedstrøg og mange krogede gader stort set alle fører hen til 1500-tals kirken Santa Maria la Real. På kirkepladsen kan man nyde solnedgangen på den smukke facade fra en af de mange caféer – måske med noget god lokal rødvin i glasset.
Bagefter kan man slentre gennem byen og folkemylderet, som varer ved til langt ud på aftenen. Og der er frit valg på alle hylder, når det gælder gode restauranter til billige penge.
Aranda de Duero ligger midt i Ribera del Duero og er derfor et perfekt udgangspunkt, hvis man skal på rundtur til distriktets vinproducenter.
Postkort nr. 3 fra Ribera del Duero: En labyrint af vinkældre under byen
Når man går rundt i gaderne i Aranda de Duero, går man oven på en labyrint af kældergange, der strækker sig seks kilometer under den gamle bydel.
Selv om Ribera del Duero først fik sin DO (Denominación de Origen) i 1982, er der blevet fremstillet vin i området i flere hundrede år. Og i gamle dage havde Aranda de Dueros indbyggere deres vinkældre dybt nede under husene.
Kældrene, der er udgravet mellem år 1100 og 1600, bruges i dag ofte til smagninger og sociale arrangementer for byboerne.
Postkort nr. 4 fra Ribera del Duero: Fremstillede vin som i middelalderen
I Aranda de Duero besøgte vi El Lagar de Isilla – en glimrende restaurant med lokalt køkken og tapas. Og her gav ejeren, José Zapatero, os en rundtur i sin underjordiske kælder 12 meter nede under restauranten. I gamle dage blev der her – ligesom i flere af de andre kældre – både opbevaret og fremstillet vin. I Zapateros kælder stoppede vinfremstillingen i 1950, men han genoptog den, da han købte restauranten i 1995. Det blev til i alt 50.000 flasker, skabt under disse meget primitive forhold og med gammeldags redskaber, før Zapatero i 2002 opførte et større og mere moderne vinhus uden for Aranda de Duero.
I dag er et af kælderrummene indrettet som et hyggeligt vinsmagnings-rum med fotografier fra svundne tider på væggene, gamle vinfade m.m.
Postkort nr. 5 fra Ribera del Duero: Utroligt smalle gange
Hvert af de gamle huse i Aranda de Duero har deres egen vinkælder, men da kældrene er forbundet med hinanden i et netværk under byen, kan man gå videre ind i naboernes kældre, og der er hverken en dør imellem eller et skilt, der tilkendegiver, at man nu er i en anden mands vinkælder.
Nogle af gangene er utroligt smalle og vidner om, at de er skabt i middelalderen, dengang, hvor folk var mindre end i dag.
På rundturen med José Zapatero kom vi gennem en kældergang, der var meget smal – hvilket dog skyldtes, at den ene side var beklædt med vintanke i cement. Det må have været svært i gamle dage at sidde på hug og tappe vin fra hanerne nederst på disse tanke…
I det næste postkort ser vi dagslyset igen og skal på udflugt fra Aranda de Duero for at møde en af Ribera del Dueros førende vinproducenter.
Postkort nr. 6 fra Ribera del Duero: Et distrikt med ekstreme vejrforhold
Engang blev der fremstillet masser af billig rosé i bulk i Ribera del Duero. I dag er det rødvinene – og den høje kvalitet – der er i højsædet. Og vinen fremstilles frem for alt på Spaniens store rødvinsdrue Tempranillo, eller Tinta del País, som man kalder den i distriktet.
Ribera del Duero er præget af ekstreme vejrforhold. Vintrene er iskolde og byder ofte på temperaturer på ned til minus 20 grader, mens somrene er varme med dagtemperaturer på op over 40 graders varme. Somrene er også korte og kan slutte meget brat – det hænder, at frosten pludseligt sætter ind allerede i september, før høsten er ovre. Og så er der forårsfrosten, der også kan gøre et indhug i den kommende høstmængde.
Tempranillo kan klare disse ekstreme forhold – ja, faktisk stortrives druen i vækstsæsonen med de høje dagtemperaturer og kølige nætter. Druerne bliver mindre, mere tykskindede og med en større aromakoncentration end i andre områder i Spanien. Også Ribera del Dueros kalkrige undergrund er sagen for Tempranillo.
Postkort nr. 7 fra Ribera del Duero: 30% af druerne havner på jorden
Hos det første vinhus, vi besøgte, Bodegas Hnos. Pérez Pascuas, var 90% af vinstokkene Tempranillo og de resterende 10% Cabernet Sauvignon.
Vinhuset blev grundlagt i 1980 af tre brødre, Benjamin, Manuel og Adolfo Pérez, der satte sig for at fremstille kvalitetsvin – hvilket der dengang ikke blev lagt meget vægt på i Ribera del Duero. Så de var blandt pionererne – blandt dem, der satte distriktet på det vinøse verdenskort.
Vinhusets ønolog, José Manuel Pérez Pascuas, der er søn af en af de tre brødre, tog os med ud i vinmarken. Vi vadede bogstavelig talt rundt i drueklaser, der var smidt på jorden, da man netop havde udtyndet i de næsten modne druer, så aromakoncentrationen blev forstærket i de resterende klaser. Hvert år må omkring 30% af vinhusets druer således lade livet. Sådan er det, når man vil lave vin af høj kvalitet – og det er vinene bestemt fra dette vinhus.
Postkort nr. 8 fra Ribera del Duero: Eksporterer 43% af vinen
Selv om druerne i vinmarken hos Bodegas Hnos. Pérez Pascuas både så modne ud og smagte sødt, var de ikke helt høst-klare endnu. – Se her, sagde José Manuel Pérez, efter at have plukket en drue fra den klase, han havde i hånden, – frugtkødet, der sidder tilbage på stilken, er stadig hvidt. Det skal være mørkerødt, før vi høster.
Bodegas Hnos. Pérez Pascuas er et mellemstort vinhus, der hvert år fremstiller omkring 500.000 flasker vin, hvoraf de 43% eksporteres til 38 forskellige lande – heriblandt Danmark, hvor de kan fås hos Laudrup Vin. Længere nede på siden er der flotte stjerner til en række af vinene.
Nogle af flaskerne havner også på bordet hos det spanske kongehus, hvorfor vinhuset kan prale af at være kongelige hofleverandør.
Postkort nr. 9 fra Ribera del Duero: Vinrådets fantastiske hovedsæde
Når man kører gennem Ribera del Dueros relativt flade vinlanskab, rejser der sig pludselig et mærkeligt tårn, der mest af alt minder om en Emmentaler-ost med sine runde vinduer i forskellige størrelser.
Tårnet er blot en enkelt af flere sammenhængende bygninger, der tilsammen udgør hovedkvarteret for det lokale vinråd, Consejo Regulador Denominación de Origen Ribera del Duero.
De andre bygninger er også supermoderne og ligesom tårnet tegnet af arkitektfirmaet Estudio Barozzi Veiga, der har til huse i Barcelona. Bygningerne, der stod færdige i 2011, er forbundet af en plads med en formidabel udsigt over landskabet, og de er på smukkeste vis bygget sammen med et par gamle bygninger fra 1500-tallet, der ligeledes anvendes af vinrådet.
I alt dækker hovedsædet et areal på cirka 4000 kvadratmeter, og byggeriet har kostet 6,91 millioner euro (cirka 52 mio. kr.).
Postkort nr. 10 fra Ribera del Duero: Vinhuset ved verdens ende
Dominio de Atauta ligger i den østlige del af Ribera del Duero. For at komme til vinhuset kører man gennem et stadig mere fladt, øde og tørt landskab og tænker undervejs, at her ude kan der da umuligt dyrkes vin. Langt ude i horisonten dukker vinhuset op midt i ødemarken og tilsyneladende uden en eneste vinstok i miles omkreds. Det er, som om man er kommet til verdens ende, sagde en af deltagerne på turen. Men på den anden side af huset venter der en overraskelse. Her breder der sig en dal, og her ligger Dominio de Atautas vinmarker.
I middelalderen var der en større vinproduktion i Atauta-dalen, som vinhuset er opkaldt efter, men i starten af forrige århundrede søgte indbyggerne ind til storbyerne, hvilket betød, at de små landsbyer og vinproduktionen døde hen.
Men dalens Tempranillo-vinstokkene overlevede, og i år 2000 grundlagde Miguel Sanchez vinhuset Dominio de Atauta med det formål at fremstille vin af druer fra disse gamle vinstokke.
Postkort nr. 11 fra Ribera del Duero: Små grønne tæpper i en gold dal
Vinhuset har i alt 150 ganske små vinmarks-parceller, og det virker næsten magisk, når man ser vinstokkenes løv danne et grønt tæppe i den ellers så golde dal – som om en fe med en tryllestav har lavet et grønt drys midt på den stort set bare jord.
Mellem vinmarkerne er der kun spredte vækster og lidt oliventræer – og så gemmer der sig et hav af vilde krydderurter. Når man står i en af de små vinmarker, dufter der overvældende af rosmarin, timian, salvie osv., og denne intense krydrede duft går igen i vinhusets vidunderlige og koncentrerede rødvine.
Selv om man befinder sig i en dal, ligger Atauta-dalen omkring 500 meter højere end det centrale Ribera del Duero. Det gør, at druehøsten finder sted op til tre uger senere end i resten af distriktet – og at vinene udover at være krydrede også har en friskhed og en fin syre, der gør sig godt til mad.
Vinhuset fremstiller kun omkring 110.000 flasker vin om året. Herhjemme forhandles vinene af Erik Sørensen Vin, og længere nede på siden er der store stjerner til dem.
Postkort nr. 12 fra Ribera del Duero: Sand blev vinstokkenes redning
De fleste af de Tempranillo-vinstokke, som leverer most til Dominio de Atautas vine, er mere end 60 år gamle. Og de ældste af dem er fra 1860 og dermed fra før vinlusen Phylloxera vastatrix hærgede Europas vinmarker og næsten udryddede samtlige vinstokke. Lusen ernærer sig af saften fra vinstokkenes rødder, og der, hvor den suger, dannes der store svulster. Om vinteren rådner disse svulster, hvorefter rodsystemet – og siden hen hele planten – dør.
Redningen blev at pode de europæiske ædelsorter på amerikanske vinstok-rødder, som er resistente over for lusen.
Kun ganske få steder i Europa overlevede vinmarkerne, og her står vinstokkene derfor på egne rødder den dag i dag.
At Tempranillo-vinstokkene i Atauta-dalen overlevede kan skyldes, at vinlusen aldrig nåede helt her ud. En anden forklaring er, at de gamle vinstokke står med rødderne i masser af sand, hvilket vinlusen ikke bryder sig om.
I nogle af vinmarkerne er der så meget sand, at det næsten føles som at gå på en badestrand.
Postkort nr. 13 fra Ribera del Duero: En mark plyndret af vildsvin og harer
Selv om vinlusen således ikke var eller er en trussel, så lurer der andre farer i Atauta-dalen. Vildsvin er der masser af i området, og de elsker både de grønne blade og barken på vinstokkenes grene. De har også smag for modne druer, og når desværre ofte at komme høstfolkene i forkøbet.
Og så er der harerne, som graver huller for at komme ned til vinstokkenes rødder. Det eneste – og meget effektive værn – er at indhegne vinmarkerne – hvilket man da også gør hos Dominio de Atauta.
Vinhusets vinmager, Almudena Alberca, der tog os med rundt til nogle af vinmarks-parcellerne, viste os en nabomark, der ikke havde været indhegnet. Der var ikke en drue tilbage, al løvet var væk, og flere af grenene stod nøgne uden bark. Og så var der fyldt med hare-huller i jorden omkring flere af vinstokkene.
Postkort nr. 14 fra Ribera del Duero: En imponerende middelalderborg
I det østligste hjørne af Ribera del Duero i den region, der hedder Vallalodid, ligger byen Peñafiel. Det er en charmerende middelalderby med noget så usædvanligt som en firkantet tyrefægterarena, hvis “mure” består af fine gamle huse.
Fra byen har man udsigt til Castillo de Peñafiel, der knejser højt oppe på en klippetop. Det er denne borg, der har givet byen dens navn. Peñafiel betyder “den trofaste klippe”, hvilket henviser til, at klippen og borgen trofast ydede befolkningen beskyttelse.
Borgen blev opført i 900-tallet og har været brugt af både spaniere og maurere gennem århundrederne til at forsvare byerne i det omkringliggende landskab mod diverse fjender. Sit nuværende udseende fik den i 1300-tallet, og senere restaureringer har ikke gjort Castillo de Peñafiel mindre imponerende.
Postkort nr. 15 fra Ribera del Duero: Flotte kontraster mellem gammelt og nyt
Borgen, der er 150 meter lang og kun 10 meter bred, er bestemt et besøg værd, og når man kommer op til den, venter der en overraskelse af de store. Inde i Castillo de Peñafiel blev der i 1999 opført en flot moderne bygning, der huser et spændende vinmuseum. Med omkring 100.000 besøgende årligt er museet et af regionen Castilla y Leóns mest velbesøgte museer. Og det bedste af det hele er, at man kan gå op på taget af bygningen og nyde den formidable udsigt ud over landskabet og Peñafiel by.
Ved at klikke her kan man få mere information om museets åbningstider.
Postkort nr. 16 fra Ribera del Duero: Da Ribera del Duero blev forladt og glemt
Over for museet, der strækker sig i to tredjedele af borgens længde, ligger der et fornemt udstyret vinsmagningslokale. Det indtog vi for at lytte til Master of Wine Pedro Ballesteros, der her holdt et af flere glimrende foredrag under turen rundt i Ribera.
Ballesteros gav en levende skildring af udviklingen i distriktet. Han fortalte, hvordan det spanske kongehus i gamle dage gerne ville have vin i glassene, men ikke, som hos det franske kongehus, gik op i, om vinen var af ordentlig kvalitet. Det var blandt andet derfor, at det tog så lang tid, før man begyndte at fremstille kvalitetsvin i Ribera.
Da kong Filip d. 2. flyttede sit hof fra Castilla y León til Madrid i 1561, blev Castilien – og dermed også Ribera del Duero – glemt af omverdenen i de følgende mange hundrede år. I 1900-tallet var det stadig svært at rejse gennem denne del af Spanien. Vejene var farlige, og der var endnu ingen togforbindelse. Og i 1968 skrev en spansk vinskribent: “Der er aldrig og vil aldrig blive lavet god vin i Ribera”.
Postkort nr. 17 fra Ribera del Duero: Ribera-vinene bliver "Spaniens bourgogner"
Vinskribentens ord er som bekendt gjort til skamme. Førende vinproducenter som Vega Sicilia, Alejandro Fernández og Diego Pesquera samt Dominio de Pingus, som ejes af danske Peter Sisseck, har i høj grad været med til at gøre Ribera verdensberømt. Og i dag fremstiller rigtig mange af distriktets vinhuse bragende gode og elegante rødvine.
Under et af sine foredrag spåede Pedro Ballesteros, at Ribera-vinene om ti til femten år vil blive kaldt “de spanske bourgogner”. Han talte om den nye, moderne stil hos flere vinproducenter i Ribera – om vine med mindre alkohol og eg og med mere finesse. Mange af vinene i Ribera modnes ikke længere på de små klassiske barriques men på store fade, der afgiver mindre fadsmag.
Mens Ballesteros talte, smagte vi flere eksempler på disse moderne rødvine, der fortrinsvis fremstilles af små, kvalitetsbevidste producenter. Selv om stilen var noget lettere og mere frugtagtig end den traditionelle Ribera-stil, var det nu lidt svært at følge Ballesteros påstand om “de spanske bourgogner”. Ribera-vinene er og bliver relativt kraftige og krydrede og noget helt for sig selv – og heldigvis da for det.
Postkort nr. 18 fra Ribere del Duero: Vinhus med rødder tilbage til 1400-tallet
Det er et smukt syn at besøge Villacreces en solskinsdag uden en sky i sigte. De mange pinjetræer tegner sig som tætte grønne parasoller mod den azurblå himmel og giver en stærk kontrast til vinhusets rødkalkede mure.
Det hele startede med franciskanermunken Pedro de Villacreces, der omkring år 1400 grundlagde et kloster på dette naturskønne sted. Munkene anlagde også en lille vinmark, der forsynede dem selv og de nærliggende klostre med vin.
I 1836 kom ejendommen på private hænder, der blev plantet flere vinstokke, og i 2004 blev Villacreces købt af familien Antón, der også ejer vinhuse i Rioja og Toro.
Postkort nr. 19 fra Ribera del Duero: Med el-cykel i vinmarkerne
Uden for Villacreces står en række el-cykler, som besøgende siden 2013 frit og kvit har kunnet bruge til en tur rundt mellem vinmarkerne. Hvis man følger skiltene undervejs, varer turen en halv times tid – med mindre man slår el-funktionen fra og vælger at trampe i pedalerne på gammeldags manér.
Det er en meget smuk tur, hvor man ud over vinmarkerne også kan nyde de mange gamle pinjetræer og udsigten til Duero-floden, som sørger for vand til vinstokkene.
Det smarte ved disse el-cykler er, at enhver kan komme rigtig langt omkring uanset kondition og alder. Og så er det mere miljøvenligt over for vinmarkerne end biler – hvilket man lægger vægt på hos Villacreces.
Undervejs fik vi at vide, at det var fra nogle af vinhusets fornemme marker, danske Peter Sisseck oprindelig fik druer til sin andenvin, Flor de Pingus.
Postkort nr. 20 fra Ribera del Duero: Til "merienda" med gode vine i glassene
Villacreces’s vinmarker leverer druer af topkvalitet til vinhusets tre forskellige vinmærker, Pruno, Finca Villacreces og Nebro. Det er rødvine i en lidt anden stil, end den traditionelle krydrede og muskuløse Ribera-stil. Det er elegante vine med en meget ren bærsmag, og to af disse skønne rødvine forhandles i Danmark hos Bichel Vine. Dem er der stjerner til længere nede på siden.
Efter cykelturen i vinmarkerne og smagningen af vinene, tog vinmager Gonzalo Antón os men hen til en overdækket terrasse et stykke væk fra vinhuset. Her midt mellem pinjetræer og vinstokke fik vi serveret en “merienda”, en slags udvidet snack, som spanierne typisk spiser sent om eftermiddagen – og som er nødvendig, da aftensmaden som regel først indtages med 21-tiden eller senere endnu. Merienda kan fx bestå af chorizo, oste, skinke, brød, en let tærte osv.
Postkort nr. 21 fra Ribera del Duero: På besøg hos Spaniens mest berømte vinhus
Nu gælder det naboen til Villacreces, Vega Sicilia, der fremstiller Spaniens berømteste vin, Único, samt en række andre fantastiske vine.
Grundlæggeren af Vega Sicilia var Don Eloy Lecanda y Chaves, og i 1864 importerede han 18.000 vinplanter fra Bordeaux – Cabernet, Malbec, Carmenère, Merlot og Pinot Noir. Ikke for at lave vin, men for at lave brændevin og ratafia.
Først i 1915 begyndte en ny ejer, Domingo Garramiola, at lave vin, og egentlig gjorde han det kun for at have nogle flasker at forære væk til familie og venner. Dermed var vinen Vega Sicilia Único skabt.
Det er en gudedrik på højde med de største bordeaux’er og en vin, som vingården ikke sælger, men allernådigst tildeler. Vinen modner i mindst ti år på en række forskellige fadtyper samt på flaske, før den frigives til salg.
Vega Sicilia fremstiller også en Reserva Special, som laves på en blanding af tre til fire årgange af Único. Hvilke årgange er det op til mesterblanderen at beslutte.
Postkort nr. 22 fra Ribera del Duero: 80 gæringstanke til 80 vinmarker
Hos Vega Sicilia blev vi vist rundt af vinmager Xavier Ausàs López de Castro, som fortalte os, at man i 1989 havde kortlagt vinhusets 1000 hektar jord og havde fundet nitten forskellige jordtyper. Dernæst havde man tilplantet markerne med druer, der passede specifikt til de enkelte typer jord, ligesom man har taget højde for, om der skulle plantes på en skråning eller tæt på Duero-floden.
I alt har Vega Sicilia 80 forskellige vinmarker, og druerne fra dem vinificeres separat i hver sin gæringstank – også selv om der i nogle tilfælde er tale om den samme druetype.
Det er ikke for at fremstille enkeltmarksvine, men for via blandingens kunst at skabe store og harmoniske vine – ligesom en mesterkok, der kreerer en fuldendt ret med en række forskellige ingredienser. Første prøveblanding finder sted efter et års fadlagring.
Via kortlægningen fandt man også ud af, at en del af vinhusets jorde slet ikke egnede sig til vindyrkning. Her har man blandt andet plantet 140.000 egetræer og korkege.
Postkort nr. 23 fra Ribera del Duero: Fremstiller egne fade af amerikansk eg
Tanken med de mange korkege og egetræer er, at Vega Sicilia om 40 år skal kunne producere sine egne korkpropper – og om måske om endnu længere tid kunne fremstille fade af egen eg.
Vinhuset har allerede et bødkeri i forbindelse med vineriet, hvor der laves fade af importeret amerikansk eg. Man bruger også fade af fransk eg, men ifølge Xavier Ausàs López de Castro tager franskmændene det bedste træ til sig selv, mens det mindre gode går til eksport. Derfor har man valgt at købe franske fade i stedet for at importere træet.
Når det amerikanske egetræ er nået frem til Vega Sicilia, ligger det og tørrer i stave uden døre i to år og dernæst endnu et år inden døre, før det er klart til at blive forarbejdet af vinhusets bødkere.
Efter rundturen i vineriet og bødker-afdelingen var det tid til en smagning af Vega Sicilias kultvin. Ud over Único smagte vi også de dejlige rødvine Alion og Valbuena. Alle tre vine forhandles herhjemme af Sigurd Müller.
Besøget hos det berømte spanske vinhus satte et perfekt punktum for rundturen i Ribera del Duero.
