annonce
Vilde vinpriser i amerikanske restauranter
- 25 juli, 2026
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

For nogen tid siden bragte vi en debatartikel om vinpriserne i restauranterne, hvor der ofte er ganget med 3, 4 eller endog 5 for en flaske.
I nogle restauranter i de amerikanske storbyer har priserne de seneste år taget himmelflugten. Her ganges der typisk med 6 eller endog med endnu mere. Det gælder ikke mindst i New York.
Sådan lyder det ifølge et interview i The Drinks Business med Gino Colangelo, som er grundlægger og præsident for PR-bureauet Colangelo & Partners.
Som et eksempel nævner han en Prosecco, hvis indkøbspris ligger på cirka 1,70 euro (cirka 13 kr.) flasken. Den har han set på en vinliste i New York til 60 dollars (cirka 393 kr.).
Vinproducenten måbede, da han fik at vide, at hans vin blev solgt på en amerikansk restaurant til den gigantiske pris.
Og i en chilensk restaurant downtown Manhattan koster den billigste flaske på vinlisten ifølge Gino Colangelo nu 100 dollars (cirka 655 kr.).
Pre-loading breder sig
At restauranterne har sat priserne op på vin, skyldes ikke mindst, at leje- og personaleomkostningerne er steget efter Covid-pandemien.
Priserne på vin pr. glas er selvsagt også steget, hvilket er trist, da det ofte er glas-serveringerne, der er med til at introducere nye vindrikkere for vinens verden – og i det hele taget præsentere nye vine for gæsterne.
De øgede vinpriser i restauranterne er allerede begyndt at give bagslag. Stadig flere amerikanere benytter sig af “pre-loading”, hvilket vil sige, at de drikker vin hjemme, før de tager på restaurant. Og her bestiller de så kun vand eller juice til maden.
I tørre tal har de øgede priser resulteret i, at der i dag sælges 25% mindre vin i de amerikanske restauranter end i 2019.
En undersøgelse fra Wine Market Council viser, at 75% af vindrikkerne i USA højst vil betale 16 dollars (cirka 105 kr.) for et glas vin i en restaurant – hvilket nu også er en ret pæn pris…
annonce








