Nyheder

Verdens ældste og største vinstokke

Årets druehøst er overstået - også, når det gælder verdens ældste og største vinstokke...

annonce

Verdens ældste og største vinstokke

Del artiklen

Mens vinproducenter rundt om i Europa for nylig høstede store mængder druer fra deres vinstokke, så har nogle af verdens ældste og største vinstokke leveret få klaser af ofte sjældne druer. 
Vinstokke kan blive flere hundrede år gamle og stadig bære druer år efter år, selv om klaserne bliver stadig færre.
Og hvis vinstokkene får lov til at vokse uhæmmet, kan de også gennem de mange hundrede år blive kolossalt store. Nedenfor fortæller vi om fire berømte gamle giganter.

Verdens ældste vinstok

Om der findes en endnu ældre vinstok et eller andet sted i verden, uden at man har kendskab til det, er ikke godt at vide. Men det er en vinstok i Slovenien, der er optaget i Guinness Book of Records, som verdens ældste.
Den befinder sig i landets næststørste by, Maribor, og den er mere end 450 år gammel. Den har overlevet osmannernes invasion af byen, selv om den vokser op ad et hus, der er en del af Maribors forsvarsmur. Den har også overlevet ildebrande, tørke og bombardementerne under anden verdenskrig.
I dag har vinstokken sit eget museum, og der er endda skrevet en sang til dens ære.
Hvert år høstes druerne, der er af sorten Blauer Koelner, og det bliver til mellem 35 og 55 kg druer. Vinen bliver tappet på små 2,5 dl’s flasker, og der bliver til højst 100 flasker årligt.

Verdens største vinstok

Mens vinstokken i Maribor er den ældste, så er en vinstok i Hampton Court Palace nær London verdens største. Den blev plantet i 1768 af hofgartner Lancelot Brown, og måler i dag 4 meter i omkreds rundt om stokken.
Derudover har den et gigantisk net af grene, og løv, da den har fået lov til at vokse stort set uhæmmet, siden den blev plantet. Den længste gren er 36,5 meter. Det er lige så langt, som Rundetårn er højt fra gaden til udsigtsplatformen.
De druer, vinstokken bærer, er Trollinger også kaldet Black Hamburg. Der høstes omkring 250 kg druer årligt, og de sælges som spisedruer i Hampton Court Palaces butik.

Vinstokken ved slottet Katzenzungen

Ved slottet Katzenzungen i landsbyen Pristina i Sydtyrol findes der en vinstok, der vurderes til at være over 300 år gammel. Den har fået lov til alt brede sig, og dækker i dag et areal på 350 kvadratmeter. Det svarer til cirka halvanden tennisbane!
Vinstokkens druer er af den sjældne grønne sort Versoaln, der kun dyrkes i Sydtyrol.
Hvert år fremstilles der mellem 50 og 250 flasker afhængig af, hvor god en vækstsæson, det har været.
Hvidvinen, der kun kan købes i den vinbar, der hører til Katzenzungen, bærer druens navn. En flaske koster omkring 35 euro (cirka 260 kr.).

Modervinstokken på Roanoke

På øen Roanoke i den amerikanske stat North Carolina vokser en vinstok, der med sine 400 år er Nordamerikas ældste. 
Den bliver kaldt The Mother Vine, og den befinder sig i en privat have i byen Matteo. Dog kan man godt få lov til at besøge den og kravle inde under det cirka 300 kvadratmeter store espalier, der hæver dens grene cirka en meter op over jorden.
Engang bredte vinstokkens løv sig over et endnu større areal, men i 2010 blev den udsat for hærværk, da ukendte gerningsmænd forgiftede den.
Det lykkedes at redde vinstokken med forskellige behandlinger, god pleje og beskæring.
Druerne er døbt Scuppernong efter en nærliggende flod. Det er meget store, helt runde og saftige grønne druer med en karakteristisk moskusaroma. Hvert år fremstilles der en begrænset mængde vin på Scuppernong-druerne.

annonce