annonce

Hvidvin, rosé og mousserende vin vinder terræn globalt, mens forbrugerne i stigende grad svigter rødvinen.
Det har fået stadig flere traditionelle rødvinsdistrikter til at plante flere grønne druer og satse på især hvidvin.
Nu ser den ellers ærke-traditionelle rødvins-ø Sicilien en fremtid i mousserende vin. Selv om denne vinstil kun tegner sig for 1% af øens totale vinproduktion, er produktionen i kraftig vækst.
Sicilian Sparkling Wine Network er et nyt projekt søsat af IRVO (Istituto Regionale del Vino e dell’Olio). Det har til formål at fremme den mousserende vin i skøn forening med de områder, hvor den fremstilles. Der skal lanceres vinruter mellem vinhusene og samtidig gøres opmærksom på, hvilke andre ting, man kan opleve i det pågældende område. Altså all round turisme med udgangspunkt i produktionen af boblevine.
Man kan læse mere ved at klikke her.
Fra Højderne til kysten
Når det gælder siciliansk vin, er vinene fra vulkanen Etnas kølige skråninger de mest kendte og berømmede internationalt. Og det er også her, de fleste flasker mousserende vin fremstilles.
Men i de senere år har boblerne bredt sig til store dele af Sicilien – og de fremstilles i dag på et større antal især lokale men også internationale druer.
Startskuddet til udbredelsen lød med et projekt i 2010, hvor vingården Fratelli Borello plantede en forsøgsvinmark i 1200 meters højde over havet i Nebrodi. Målet var at undersøge, om det var muligt og gunstigt at dyrke druer til mousserende vin i så store højder. Hoveddruen, Borello brugte, var den lokale Catarratto.
Marken og vinen – Selecto, der kom på markedet i 2014 – blev en succes, og siden da er der rundt omkring på øen blevet plantet flere vinmarker i højderne med druer, der bliver forvandlet til mousserende vin. Også langs de ligeledes kølige kystområder laves der stadig flere boblevine.
To metoder
Den mousserende vin fremstilles både via champagne-metoden med anden gæring på flaske og på Charmat-metoden, hvor vinens bobler opstår i en tryktank. Sidstnævnte udgør 54% af produktionen.
De anvendte druer tæller rigtig mange lokale – heriblandt Nerello Mascalese, Carricante, Inzolia, Zibibbo, druer, som de fleste nok ikke har hørt om. Blandt de internationale er Chardonnay og Pinot Noir favoritterne.
Man skal måske gå lidt på jagt, men det er bestemt muligt at finde mousserende vine fra Sicilien på de danske forretningshylder.
annonce








