annonce

Vi har med jævne mellemrum nævnt huse og hytter bygget af tomme vin-, øl-, og spiritusflasker. Men hvem var den første, der fik idéen til den slags genbrug? Det var højst sandsynligt amerikaneren William Peck, der opførte sit flaskehus i Tonopah, Nevada, i 1902.
Tonopah er en lille bjergby, som fik vokseværk efter fundet af en stor sølvåre omkring år 1900. William Peck, hans hustru og to børn flyttede fra Arizona til Tonopah fir at arbejde i den nye sølvmine.
Når Peck ikke var på arbejde i minen, brugte han sin fritid på at opføre et hus til sig og sin familie. Træ var en mangelvare i og omkring Tonopah, så byggematerialet bestod af hele 10.000 ølflasker, der blev indsamlet i byens saloons.
Ud af flaskerne blev der et etplanshus med fem værelser.
Glimrende isoleringsmateriale
William Peck gik omhyggeligt til værks og valgte, at der skulle være grønne flasker på nord- og vestsiderne af huset for her at få mest muligt lys ind i stuerne. Mod syd og øst blev der derimod brugt meget mørke flasker. Hoveddøren blev omkranset af firkantede flasker fra J. Hostetters’ Stomach Bitters. Det var en meget populær bitter, der ud over alkohol og urter også indeholdt 10% opium!
Det lader til, at flasker er et glimrende isoleringsmateriale. Ifølge Peck selv forblev hjemmet behageligt varmt under den første meget kolde vinter i 1902.
Til en lokal avis udtalte Peck, at han fortsatte med at samle flasker ind med henblik på at udvide huset med flere værelser.
Desværre blev Pecks flaskehus ødelagt i begyndelsen af 1980’erne.
annonce









