annonce

Simon van der Stel (1639-1712) var en af Sydafrikas store vin-pionerer. Han blev født til søs, da hans far og mor, der var datter af en frigivet indisk slave, var på vej fra Holland til Mauritius, hvor faren skulle være guvernør.
I en alder af 24 år giftede Simon van der Stel sig med Johanna Jacoba Six, som han fik seks børn med, og i 1679 blev han udnævnt til den første guvernør af den hollandske koloni ved Kap Det Gode Håb.
Ægteskabet var – trods de mange børn – ikke lykkeligt, så i stedet for sin kone tog han hendes søster med til Sydafrika. Børnene forblev hos deres mor.
Det var ikke kun familien, Simon van der Stel forlod, men også sin lille vinmark i den hollandske landsby Muiderberg, på hvis druer han selv havde fremstillet vin.
Det var lægen og landsmanden Jan van Riebeeck, der plantede de første vinstokke i Sydafrika i 1655. Men det blev Simon van der Stel, der for alvor satte skub i den sydafrikanske vinindustri.
I 1685 grundlagde han vinhuset Constantia i det nuværende Stellenbosch og plantede her 100.000 vinstokke. Ud af nogle af druerne fremstillede han en sød vin, vin de Constance, der i 1700- og 1800-tallene nåede berømmelsens tinder.
Den franske konge Louis-Philippe havde adskillige flasker i sin vinkælder, og Napoléon forsødede tilværelsen med den under sit eksil på St. Helena.
Tre år efter grundlæggelsen af Constantia begyndte de franske huguenotter at ankomme til Kap Det Gode Håb. De kom blandt andet fra Bordeaux, Bourgogne og Provence og med sig i bagagen bragte de viden om vindyrkning og -fremstilling.
Simon van der Stel, der ønskede at udbrede vindyrkningen i regionen, tildelte med glæde jord til de huguenotter, der ønskede at plante vinstokke. Og han var ad den vej med til at grundlægge mange af de sydafrikanske vingårde, der eksisterer den dag i dag.
Han forblev på posten som guvernør til sin død, hvorefter hans søn, Willem Adrian van der Stel, blev hans efterfølger. Og hans elskede Constantia blev få år senere delt i to vingårde, Groot og Klein Constantia.
Såvel Stellenbosch som bjerget Simonsberg er opkaldt efter Simon van der Stel.
Kort om personen
Navn:
Simon van der Stel
Profession:
Guvernør og vinproducent
Lokation:
Sydafrika









