Nyheder

Sendte Trump en kasse vin

Truslen om en 200% strafafgift på importeret europæisk vin fik en leder af en fransk organisation til at sende en særlig gave til den amerikanske præsident...

annonce

Sendte Trump en kasse vin

Del artiklen

Truslen fra USA om 200% strafafgifter på al import af europæisk vin bekymrer selvsagt de europæiske vinproducenter. Og de har forskellige måder at udtrykke bekymringerne på – nogle mere opfindsomme end andre.
For nylig sendte Régis Banquet, der er præsident for Carcassonne Agglo, en gave til den amerikanske præsident Donald Trump. Carcassonne Agglo er en kulturel myndighedsorganisation, der omfatter hele det store sydfranske departement Aude.
Gaven bestod af en kasse med 6 flasker vin fra 6 forskellige lokale vinhuse i Carcassonne.

Make Wine Great Again

I kassen var der ifølge avisen L’Indépendant også et brev til Trump, der forklarede, hvor stor skade en indførelse af strafafgifterne ville gøre, når det gælder departementets lokale vinindustri.
“Afgifterne vil ødelægge vores handel med USA og vil være hjerteskærende for vores vinproducenter i Aude”, skrev Régis Banquet blandt andet i brevet. Og han sluttede af med et “Make Wine Great Again!”.
Om det er med til at blødgøre den amerikanske præsident – og hvad han, der er inkarneret afholdsmand har tænkt sig at gøre med vinene – melder historien ikke noget om.

annonce