Folk og vin

Peter M.F. Sichel

annonce

Peter M.F. Sichel

Del artiklen

Peter M.F. Sichel (1922-2025) var en førende vinhandler og spion for CIA.
Han blev født ind i en jødisk familie i Mainz i Tyskland, og voksede op blandt vin og vinstokke i familien vinhus H. Sichel Söhne, som hans bedstefar havde grundlagt i 1857.
Under nazisternes jødeforfølgelser i Tyskland lykkedes det ham og hans familie at flygte via Frankrig, Spanien og Portugal til USA, hvor familien slog sig ned i New York i 1941. Her fortsatte den arbejdet med vin – dog nu i form af en vinimportørvirksomhed stadig under navnet H. Sichel Söhne.
Peter Sichel meldte sig til den amerikanske hær, hvor han snart avancerede til officer. Han var dygtig, intelligent og kunne jo flydende tysk – egenskaber, der helt naturligt vakte CIA’s interesse.
Det førte til 16 års tro tjeneste hos CIA, hvor han til at starte med rekrutterede tyske krigsfanger til at spionere i deres hjemland. Siden hen fungerede han selv som spion og spionchef i både Berlin, Washington og Hong Kong.
I 1960 forlod han CIA og vendte tilbage til familiens vinforretning, som han ekspanderede med stor succes.
På dette tidspunkt havde amerikanerne for alvor fået øjnene op for vin som ledsager til mad, og via dygtig markedsføring lykkedes det Peter Sichel at udnytte de gyldne tider fuldt ud.
På et tidspunkt havde hans vinfirma ud over basen i New York også kontorer i London og Bordeaux.
Bedst huskes Peter Sichel som manden, der gjorde det tyske vinmærke Blue Nun – der oprindelig havde nonner på etiketten – berømt i USA og resten af verden.
Denne lette, sødmefulde hvidvin blev lanceret af hans familie i 1923, året efter hans fødsel, men det var først efter 1950, vinen for alvor – og via Peter Sichels indsats – fik sin storhedstid.
Da salget af Blue Nun var på sit højeste i 1984, blev der solgt 15 millioner flasker alene i USA og 36 mio. på verdensplan.
Peter Sichel var også hovedaktionær i Bordeaux-slottet Château Fourcas-Hosten i Listrac, som han solgte til familien Hermès i 2006. Også familie-vinfirmaet H. Sichel Söhne solgte han fra allerede i 1995. Herefter viede han sit liv til at undervise i vin og skrive bøger om tysk vin.
Han var også medvirkende til grundlæggelsen af German Wine Society i USA, og i 1991 var han præsident for International Wine and Spirit Competition.
I 1989 modtog han Wine Spectators pris “Distinguished Service Award”.
Privat blev han i 1961 gift med Stella, og sammen fik de døtrene Bettina, Sylvia og Alexandra, hvoraf sidstnævnte døde i 2014.

annonce