Nyheder

Nu kan du erhverve d’Yquem fra 1700-tallet

1889 var det år, hvor Eiffeltårnet blev indviet - og hvor en af de historiske flasker Château d'Yquem, der nu kommer på auktion, blev skabt...

annonce

Nu kan du erhverve d’Yquem fra 1700-tallet

Del artiklen

De fleste vinsamlere har vine fra flere lande og appellationer, men der er også dem, der helliger sig en bestemt vin. Sådan var det for en anonym samler, der i 1960’erne begyndte at samle på den søde vin fra Château d’Yquem i Bordeaux-appellationen Sauternes.
Efter hans død fortsatte hans søn med samme iver at opdrive og købe de ofte kostbare flasker fra slottet.
Nu kommer en perlerække af de historiske vine helt tilbage til 1700-tallet til salg hos auktionshuset Millon i Paris.
Blandt højdepunkterne er en årgang 1786 med en højeste vurdering på 60.000 euro (cirka 448.000 kr.). Den blev skabt få år før den franske revolution på et tidspunkt, hvor Francoise-Joséphine de Sauvage d’Yquem havde roret i det legendariske vinhus, som familien Sauvage d’Yquem erhvervede i 1593.

Tjekket for vinsvindel

Blandt auktionens andre klenodier er en flaske årgang 1811 vurderet til 80.000 euro (cirka 597.000 kr.). Det er en ganske særlig årgang, der har fået tilnavnet ”komet-årgangen”. Det var året, hvor kometen Flaugergues var synlig i flere lande i det meste af vækstsæsonen og samtidig et år med perfekte vækstforhold for druerne – især i Frankrig. Resultatet blev efter sigende en af de helt store årgange på landsplan. Det er nok lidt af et tilfælde – det med kometen og den særligt gode vækstsæson – men det har så afgjort været med til at sparke prisen opad for netop denne årgang vin.
Endnu et højdepunkt på auktionen er en årgang 1889 – det år, hvor Eiffeltårnet blev indviet i forbindelse med verdensudstillingen i Paris.Udover de historiske og meget sjældne vine omfatter auktionen også mere ”prisvenlige” flasker til omkring 600 euro (cirka 4500 kr.) flasken samt ni partier af årgange, som aldrig har været handlet, men kommer direkte fra Château d’Yquem.
Når så unikke vine skal under hammeren, bliver de først nøje undersøgt – man skulle jo nødig risikere, at en svindler havde været på spil…
Samtlige flasker har derfor været i hænderne på en specialist i vinsvindel og er ligeledes blevet underkastet diverse laboratorieundersøgelser for helt nøjagtig at kunne stadfæste deres alder.
Man kan læse mere om auktionen og byde med ved at klikke her.

annonce