Martin Jonassen (f. 1978) blev uddannet som salgsassistent i Sport & Fritid fra Niels Brock i 2002. I 2016 tog han også en merkonomuddannelse i Kommunikation og Formidling på KEA, og i dag arbejder han som fabriksleder hos Unicon Beton på Avedøre Holme. Og så driver han på fritidsplan og sammen med sin kone, Maria, sit eget vinimportfirma, der udelukkende handler med bobler.
Baggrunden for Jonassen Wine, som firmaet hedder, er hans store kærlighed til vin, som for alvor tog sin begyndelse i slutningen af 1990’erne – ikke mindst inspireret af storebroderens stigende vinglæde.
Interessen for mousserende vin har især taget til gennem de seneste fem år, og startskuddet til Jonassen Wine lød under en forlænget weekend i Prag i efteråret 2019.
Efter et planlagt besøg på en champagnebar, hvor han og Maria smagte bøhmisk sekt, endte de med at købe en flaske bobler (Prestige Chardonnay Brut) fra Tjekkiets største og mest populære sektproducent, Bohemia Sekt. Da de smagte på indholdet hjemme på hotellet, var de solgt, og besluttede sig for at introducere danskerne for de gyldne bobler. Tirsdagen efter turen til Prag så Jonassen Wine dagens lys.
De tjekkiske bobler har fået følgeskab af mousserende vine fra Champagne og Tyskland. Og det er kun den spæde start – flere flasker vil snart indtage hylderne.
Martin Jonassen har et ønske om at drive en vinhandel, hvor der lægges vægt på den personlige kontakt mellem sælger og køber. Hvor det ud over det gode produkt også er vinhandlerens troværdighed, kunderne køber.
Vinhandelen er udelukkende online, men den personlige kontakt med kunderne får Martin og Maria Jonassen via de smagninger, de selv afholder, og dem, de bliver booket til.
Det at snakke med mange forskellige mennesker og møde dem i øjenhøjde har Martin Jonassen god erfaring med fra sit arbejde i kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune fra 2010 til 2017.
Ud over Maria består familien af to døtre på henholdsvis 14 og 11 år. Der er fuld gang i hverdagen i og uden for hjemmet i Ballerup. Dog er der altid tid til hinanden, venner, resten af familien – og hyggen omkring en god flaske bobler.
Adresse: Jonassen Wine, Klakkebjerg 25, 2750 Ballerup, e-mail: jonassen.wine@outlook.dk, www.jonassenwine.dk.
Personligt om personligheden
Navn:
Martin Jonassen
Profission:
Vinimportør
Lokation:
Danmark