Lorenzo Misciattelli (f. 1970) er drengen fra Birkerød, der i dag sidder og bestyrer sin italienske families fantastiske vinborg Castello di Montegiove uden for Orvieto. Et slot, som familien har ejet i fire århundreder.
Hans mor er dansk og hans far var italiensk, og de første mange år af sit liv tilbragte han i Danmark. Men allerede tidligt stiftede han bekendtskab med produktionen af vin, når han igen og igen besøgte familiens gods i Umbrien.
Efter gymnasiet studerede han landbrugsvidenskab i Danmark og Skotland og specialiserede sig i malkekøer. Han tog en M.Sc. og en Ph.D. i ernæringsfysiologi og arbejdede i en årrække som projektforsker i Landbrugsministeriet og som adjunkt på den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.
Men så i 2002 tog han det store skridt. Han lagde malkekøerne på hylden og sprang ud som bestyrer af familiens umbriske slot uden for Orvieto. Her har han og hans danskfødte hustru, Rikke, siden sat gang i vinkælderen og nyplantet dele af de 13 hektar vinmarker, efter at slottet i en årrække nøjedes med at sælge druerne. I dag fremstiller de en række forskellige vine på et bæredygtigt grundlag, i alt 40.000 flasker om året.
Endvidere har ægteparret indrettet agriturismo med blandt andet to-etages ferielejligheder i en charmerende gammel olivenmølle fra 1200-tallet uden for borgens ringmur.
Lorenzo Misciattelli bestrider en række tillidshverv i Umbriens afdeling af Italiens største landmandssammenslutning, Confagricoltura, hvor han blandt andet er formand for sektionen for miljø- og skovbrug og bestyrelsesmedlem.
Men køerne er alligevel ikke lagt helt på hylden. Godset har nu en fritgående avlsbesætning med den fornemme lokale hvide kødrace Chianina.
Adresse: Castello di Montegiove, Via Beata Angelina 1, I-05010 Montegabbione (TR), Umbria, Italien, tlf.: 0039 07 63 83 74 73, mobil: 0039 33 98 76 20 98, aften: 0039 07 63 83 70 09, e-mail: info@castellomontegiove.com, www.castellomontegiove.com.
Personligt om personligheden
Navn:
Lorenzo Misciattelli
Profission:
Vinproducent
Lokation:
Italien