Folk og vin

José Alberto Zuccardi

Læs om en mand, der var med til at sætte Argentina på det vinøse verdenskort…

José Alberto Zuccardi

Del artiklen

José Alberto Zuccardi (f. 1954) har været med til at åbne omverdenens øjne for, at Argentina kan levere vine af top-kvalitet.
Han er anden generation i det vinhus i Mendoza, der bærer hans efternavn, og som hans far, der var ingeniør, grundlagde i 1960’erne. I dag er Familia Zuccardi Argentinas største familieejede vinhus.
Som 22-årig begyndte José Alberto Zuccardi at arbejde med i vinhuset, og den i dag så succesfulde serie top-vine under mærket Zuccardi Q er blandt andet hans fortjeneste.
I 1991 begyndte han at sælge familiens vine på det internationale marked – og året efter indtog han vinhusets direktørstol.
Han har udvidet familiens vinmarksareal betydeligt, så vinhuset i dag ejer marker i både Maipú og Uco-dalen i Mendoza.
I Uco grundlagde José Alberto Zuccardi vinhuset Piedra Infinita i et køligt område 1200 meter over havets overflade. Af druerne fra vinhusets marker fremstilles en af Argentinas kult-rødvine, Zucccardi Finca Piedra Infinita, hvis årgang 2016 opnåede de sjældne 100 point i Wine Advocate.
José Alberto Zuccardi har på lige fod med andre store argentinske vinnavne som fx Catena og Salentein været en foregangsmand for terroirbaserede vine. Han forstod tidligt, hvor stor betydning de enkelte vinmarkers terroirer har for slutresultatet, vinen. Og hvordan man ved at satse på de bedste terroirer, kan skabe store vine.
I 2016 modtog José Alberto Zuccardi International Wine Challenges pris, ”Lifetime Achievement Award”. Og I 2023 blev han udnævnt til ”årets legende” af den britiske vinskribent Tim Atkin i hans årlige rapport ”Argentina Special Report”.
Som Atkin har udtalt det, så er ”den moderne argentinske vinindustris historie på mange måder historien om Zuccardi”.
I dag drives vinhuset af hele tre generationer. Ud over José Alberto Zuccardi arbejder hans mor med vinundervisnings-projekter, mens den ældste søn, Sebastián, er kørt i stilling som hans efterfølger, sønnen Miguel tager sig af familiens olivenolie-produktion og hans datter, Julia, står i spidsen for de restauranter, Zuccardi ligeledes har åbnet.

Kort om personen

Navn:

José Alberto Zuccardi

Profession:

Vinproducent

Lokation:

Familia Zuccardi
Ruta Provincial 33, M5531 Maipú, Mendoza, Argentina
tlf.: (+54) 261 441 0000, www.familiazuccardi.com.