Folk og vin

Jean Lenoir

Læs om den franske pædagog, der underviste i vin-dufte og udviklede det berømte duftsæt Le Nez du Vin...

annonce

Jean Lenoir

Del artiklen

Jean Lenoir (1937-2023) blev født i Côte d’Or, Bourgogne, ”den dag vinhøsten begyndte”, som han yndede at sige. Han var 10. generation af en vinproducentfamilie, og hans egen kærlighed til vin begyndte på hans 18-års fødselsdag, hvor han smagte et glas Chassagne-Montrachet. Vinen forblev hans favorit-vin resten af hans liv.
Det var dog ikke vinens verden, der blev hans første karrierevalg. Han blev uddannet pædagog og siden hen leder af kulturcentret Maison de la Culture i Chalon-sur-Saône.
Men interessen for vin var vakt, og på et tidspunkt tog han kurser i ønologi og læren om vin-dufte hos det franske institut for landbrugsforskning, INRA, i Beaune. Her fik han for alvor øjnene op for, hvor mange forskellige aromaer, der er i bare en enkelt vin.
Målet var at undervise, og i 1978 afholdt Jean Lenoir sit første begynderkursus i vin i Maison de la Culture. Med sig til undervisningen havde han en æske, der rummede små flasker med aromaer, som typisk findes i vin.
Dette kursus med vægt på aromaer blev en succes, og han begyndte at turnere rundt med det flere steder i Frankrig.
I 1989 udviklede Jean Lenoir på opfordring fra flere førende sommelierer sit berømte Le Nez du Vin – et undervisningsredskab, der består af vin-dufte i små flasker med en ledsagende bog, der beskriver de forskellige dufte og deres betydning i vinen. Redskabet har nu gennem mere end tre årtier hjulpet såvel vinprofessionelle som vinentusiaster verden over med at genkende og beskrive duftene i en vin.
Gennem årene udbyggede Jean Lenoir den oprindelige udgave af Le Nez du Vin til at rumme hele 54 aromaer inddelt i noter af frugt og blomster, herbale og krydrede noter, animalske og ristede noter.
En udgave med dufte, der rummer diverse vinfejl, er også kommet til, og i nyere tid er det blevet til Le Nez du Porto, du Whisky, de l’Armagnac, du Bourgogne og du Cigare (jo, cigarer har også rigtig mange aromaer…).
De mange udgaver af ”Le Nez” er oversat til 11 forskellige sprog.
I de senere år og indtil sin død boede Jean Lenoir i Bretagne. I dag er det hans datter, Viva Lenoir, der sammen med et hold kolleger fortsætter med at udvikle den blomstrende forretning Le Nez er blevet til.

Kort om personen

Navn:

Jean Lenoir

Profession:

Vinunderviser / opfinder

Lokation:

Frankrig