annonce

Jan Restorff (1967-2025) stammede fra Færøerne, hvor hans forældre drev et hotel i Thorshavn. Det var bedstefaren, der åbnede det i sin tid, og det var da også helt oplagt, at Jan Restorff en dag skulle overtage familiehotellet.
I 1986 gik turen derfor til Danmark til en læreplads i receptionen på Glostrup Park Hotel. Interessen blev dog hurtigt vendt mod hotellets store vinkælder, hvor kældermesteren tog ham under sine vinger og førte ham ind i vinens forunderlige verden.
Jan Restorff kom i 1988 i tjenerlære på SAS Royal Hotel, hvorfra han blev udlært i 1990. I 1994 blev han ansat som restaurantchef på Glostrup Park Hotel, og siden 1999 havde han sin daglige gang som restaurantchef på Søllerød Kro. Han var gæsternes mand, serviceminded til fingerspidserne og alligevel god for en hyggesnak.
I sin egenskab af sommelier havde han også ansvaret for indkøb til kroens vinkort, der med dets ca. 1950 forskellige vine er et af Danmarks største, og adskillige gange er det blevet udnævnt til også at være landets bedste af Den Danske Spiseguide og White Guide.
Derudover modtog Jan Restorff og Søllerød Kro prisen “Årets Gericke” i både 2007 og 2009 for årets bedste udskænkning og betjening. Og som kronen på værket fik restauranten en stjerne i Michelin-guiden.
Jan Restorff modtog også uden for Søllerød Kros regi flere priser og anerkendelser. Alene i 2004 blev det både til den fornemme “Champagneprisen” samt titlen “Årets bedste sommelier”, som tildeles af Den Danske Spiseguide. Og i 2010 blev han optaget i Kraks Blå Bog.
Han stortrivedes på Søllerød Kro, der var hans andet hjem – så det, med at vende tilbage og overtage hotellet på Færøerne, kom aldrig på tale. Det blev i øvrigt også solgt i 2006.
Hjem nummer ét var det, han havde sammen med sin hustru, Kira, og deres tre voksne børn.
Kort om personen
Navn:
Jan Restorff
Profession:
Restaurantchef
Lokation:
Danmark








