annonce

En tysk rødvin på Merlot-druen vil nok klinge lidt mystisk i de flestes ører. Det er jo en drue, der normalt lægger most til vine fra sydligere himmelstrøg.
Men klimaændringerne har sparket gang i plantningen af såvel Merlot som de grønne druer Chardonnay og Sauvignon Blanc på tysk jord.
Siden 1970’erne er den årlige gennemsnitstemperatur i Tyskland steget med 2%. Det lyder ikke af meget, men det er nok til, at flere af de druer, der traditionelt dyrkes i vores naboland, er begyndt at lide under de ændrede klimaforhold (ligesom så mange andre steder). Og det gælder ikke kun de stigende temperaturer men også et stadig mere ekstremt vejrlig.
Tyskland er Europas fjerde største vinproducent, men sidste år faldt produktionen med 9,8% til 7,8 millioner hektoliter, hvilket er den tredje laveste mængde i de sidste 15 år.
Årsagen var netop ekstreme vejrforhold med sen forårsfrost, kraftige haglbyger og store mængder nedbør.
Traditionelle druer på tilbagetog
Arealet med Chardonnay-vinstokke i Tyskland steg sidste år med 4,7% til 3050 hektar – et areal, der er næsten dobbelt så stort som for ti år siden.
Det samme gælder Sauvignon Blanc-druen, hvis areal i dag er vokset til 2054 hektar. Merlot breder sig – efter en forøgelse på 3,3% i 2024 – over 96 hektar.
Samtidig med, at de nye druer har gjort deres indtog, er arealet af traditionelle tyske druer ifølge Deutsches Weininstitut skrumpet. Det gælder fx Müller-Thurgau, hvis udbredelse på tysk jord blev reduceret med 2,1% sidste år, og hvis areal siden 1990’erne er blevet mere end halveret. Den grønne drue er blandt de tidligst modne, hvilket kan skabe problemer med balancen i druerne i et klima med stigende temperaturer.
Når alt kommer til alt, så er der dog indtil videre kun tale om spirende ændringer, når det drejer sig om fremmarchen af “sydligere” druer i Tyskland. Trods sin tilbagegang, så breder fx Müller-Thurgau sig stadig over hele 10.511 hektar vinmarker. Og så er der jo landets helt store grønne drue, Riesling, der ikke er sådan lige til at fortrænge med sine i alt 24.233 hektar, hvilket er det største areal for noget land med denne drue.
annonce









